Gå til hovedindholdet

Ansøgningsrunden er nu åben for dyretilskud

Hvis du ejer gamle danske kvæg-, heste-, svine-, fåre- eller gederacer kan du søge dyretilskud til de avlsdyr, som fik renracet afkom i 2016. Gamle hesteracer kan se frem til stor stigning i tilskud. Der er ansøgningsfrist den 15. marts 2017.

Publiceret 15. februar 2017

Til midnat åbnede Landbrugs- og Fiskeristyrelsen for tilskud under ordningen om dyretilskud til bevaringsværdige dyr af gamle danske husdyrracer. Formålet med ordningen er bl.a. at fastholde og helst øge antallet af dyr af de gamle husdyrracer.

Ændringer i dyretilskuddene

Bevaringsudvalget for Danske Husdyrgenetiske Ressourcer hos oprindelige danske husdyrracer har anbefalet, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i 2017 fastholder de samme tilskudssatser som i 2016 hvad angår kvæg, får og geder.

Dansk Landracesvin anno 1970, som i sin storhedstid blev fremavlet specielt med henblik på produktion af bacon til det britiske marked, er kritisk truet af udryddelse, og derfor øges dyretilskuddet til avlssøer med 800 kr. og til avlsorner med 600 kr. per dyr. Dyretilskuddet til Sortbroget Landracesvin reduceres derimod med 100 kr., da der i en årrække har været markant fremgang i populationen, hvilket især skyldes en øget efterspørgsel af produkter fra racen.

Bevaringen af de gamle danske hesteracer er især for Knabstruppere og Frederiksborgheste truet af indkrydsning med andre racer, hvorfor dyretilskuddet til avl med renracede hopper firedobles. Dyretilskuddet til avl med hopper af den tunge Jydske koldblodsrace fordobles.

Sådan søger du

Du skal for dyretilskud indsende et ansøgningsskema for hver race og køn samt en 5-årig samarbejdsaftale med Bevaringsudvalget.

Se mere i vejledningen om dyretilskud

Du har samtidig mulighed for at bestille skiltet ”Bevaringsbesætning” ved at udfylde bilag 1 til ansøgningen, hvis du ikke allerede har skiltet.

Find ansøgningsskemaer, samarbejdsaftale og vejledning

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail bevaringsudvalget@lfst.dk. Du kan også indsende ansøgningsskemaet til denne mailadresse.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.


MENU