Gå til hovedindholdet

Bliv klogere på støtteordningerne under Landdistriktsprogrammet i 2018

Du kan her læse nærmere om en række ordninger, som du kan søge støtte til i 2018 under Landdistriktsprogrammet.

Publiceret 11. maj 2017

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har allerede offentliggjort, hvornår en række ordninger åbner i 2018. Her kan du læse mere om indholdet af ordninger under Landdistriktsprogrammet, der åbner i 2018.

Det varierer, hvor meget vi kan oplyse om de enkelte ordninger på nuværende tidspunkt, da ordningerne ikke bliver opsat på samme tidspunkt. Derfor bør du løbende holde øje med de ordninger, du overvejer at søge, her på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Almindelig miljøteknologi

Ordningen Almindelig Miljøteknologi giver tilskud til investeringer i nye teknologier med det formål at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra den primære jordbrugsproduktion.

I 2018 vil rammen til ordningen være på 112 mio. kr. og vil blive fordelt på følgende indsatsområder: 50 mio. kr. til æg og fjerkræ, 32 mio. kr. til gartnerier, og 30 mio. kr. til planteavl, hvor tilskudsrammen vil blive ligeligt fordelt henholdsvis til økologisk og konventionel planteavl.

Du kan eksempelvis ansøge om ordningen, hvis du ønsker tilskud til produktionsomlægning fra burhøns til fritgående høns eller økologi, eller pesticid- og energibesparende tiltag til gartneri og planteavl.

Etablering af løsdrift i farestalde

Med farestaldsordningen kan du få tilskud til at etablere løsdrift i farestalde, sådan at soen frit kan bevæge sig rundt i stien. Det fremmer dyrevelfærden.

Farestaldsordningen har en samlet ramme på 18 mio. kr. Du kan ansøge om tilskud i 2018 til at etablere nye farestalde til løsdrift, som også gælder tilbygning, som vi har afsat 14 mio. kr. til. Du kan også ansøge om tilskud til at ombygge dine eksisterende bygninger til løsdrift i farestien. Det har vi afsat 4 mio. kr. til.

Modernisering af kvægstalde

Under denne ordning kan du i 2018 søge om tilskud til at modernisere dine kvægstalde. Formålet med kvægstaldsordningen er at styrke bedrifters levedygtighed, produktivitet og ressourceeffektivitet gennem modernisering.

Vi har afsat 110 mio. kr. til ordningen fordelt på tre indsatsområder. Du kan ansøge om tilskud til nybyg (45 mio. kr.), tilbyg (45 mio. kr.) og renovering (20 mio. kr.) af kvægstalde på både konventionelle og økologiske bedrifter.

Minivådområder

I 2018 åbner en ny projektstøtteordning, hvor du kan søge støtte til at anlægge minivådområder. Det primære formål er at rense drænvand for kvælstof, men minivådområder vil også have en fosforreducerende effekt. Minivådområder reducerer drænvandets indhold af kvælstof og fosfor ved, at drænvandet føres gennem et åbent vådområde, som består af tre bassiner, der kan sammenligned med opbygningen af et naturligt renseanlæg.

Minivådområdets størrelse justeres efter, hvor stort drænoplandet er. Et minivådområde på én hektar vil kunne rense drænvand fra omkring 100 ha drænopland.

Lavbundsprojekter

Du kan med denne ordning søge om støtte til forundersøgelse og etablering af lavbundsprojekter.

Dit projekt skal placeres på kulstofrige lavbundsjorder og i hoved- og delvandoplande med et behov for kvælstofreduktion eller i tilknytning til et Natura 2000-område.

Formålet med ordningen er at forbedre natur og vandmiljø ved at ophøre med at dyrke kulstofrige lavbundsjorder. Når dyrkningen ophører, reduceres nedbrydningen af jordens kulstofpulje og dermed mindskes udledning af drivhusgasser. Samtidig reduceres udledningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet.

Læs mere om Natura 2000

Natura 2000-rydning og forberedelse til afgræsning

Du kan søge om tilskud til at rydde tilgroede arealer på særligt udpegede Natura 2000-områder samt at få det ryddede materiale fjernet. Du kan også søge tilskud til forberedelse til afgræsning af arealer, fx etablering af hegn, drikkevandsforsyning og andre nødvendige faciliteter på særligt udpegede Natura 2000-områder.

Afgræsning er mange steder en forudsætning for at skabe en rig og lysåben natur. Ved rydning genskabes de lysåbne naturarealer og gennem forberedelse til afgræsning skabes der grundlag for ekstensiv pleje af arealerne. Formålet med ordningen er at sikre eller forbedre bevaringsstatus for naturtyper og arter på særligt udpegede arealer indenfor Natura 2000-områder.

Kvælstof- og fosforvådområder

Vi giver under denne ordning støtte til forundersøgelse og etablering af vådområder med det formål at reducere udledningen af kvælstof og fosfor.

For kvælstofvådområder er formålet med støtteordningen at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande. Vådområderne skal placeres så kystnært som muligt i hoved- og delvandoplande med et kvælstofreduktionsbehov.

Fosforvådområder skal reducere udledningen af fosfor til udpegede søer. Vådområderne skal placeres umiddelbart opstrøms søer med et fosforreduktionsbehov. 

Økologisk arealtilskud

Du kan søge et 5-årigt tilsagn om tilskud til arealer, der er omlagt eller under omlægning til økologisk jordbrugsproduktion. Arealerne skal være landbrugsarealer, og din bedrift skal være autoriseret til økologisk jordbrug. Ordningen består af en basisordning (870 kr./ha/ år). Derudover er det muligt at søge tillæg til arealer under omlægning til økologisk jordbrug (1200 kr./ha/år i op til 2 år), tillæg til arealer med frugt/bær (4000 kr./ha/år) samt tillæg til reduceret kvælstoftilførsel (500 kr./ha/år).

Du skal som ejer eller forpagter søge tilsagnet i Fællesskemaet, og der skal du også søge om udbetaling af tilskuddet hvert år i tilsagnsperioden.

Pleje af græs- og naturarealer

Vi giver tilskud til afgræsning eller slæt på værdifulde græs- og naturarealer. Det er de arealer, der ligger indenfor de særligt udpegede Natura 2000-områder eller har en høj naturværdi (HNV-værdi 5 eller højere). Hvis du har et plejetilsagn i Natura 2000, der udløber samme år, kan du også søge et nyt tilsagn (gentegning), og endelig kan du søge tilsagn i vådområdeprojekter og lavbundsprojekter. Du må ikke bruge gødning og sprøjtemidler på arealerne.

Tilsagnet medfører en forpligtelse til pleje i 5 år, og du vælger selv, om tilskuddet skal kombineres med grundbetaling eller ej. Det årlige tilskud udgør fra 850 kr. pr. ha til 2.600 kr. pr. ha. Satsen varierer efter om du kombinerer dit tilskud med grundbetaling, og efter om du forpligter dig til afgræsning eller slæt. Der er afsat 180 mio. kr. i 2018.

Du skal som ejer eller forpagter søge tilsagnet i Fællesskemaet, og der skal du også søge om udbetaling af tilskuddet hvert år i tilsagnsperioden.

20-årig fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder

For arealer, der indgår i projekter under Landdistriktsprogrammet, og hvor der tinglyses servitut, kan du søge kompensation i form af et 20-årigt tilskud til fastholdelse. Pengene afsættes i forbindelse med projektansøgningen.

Tinglysningen indeholder bl.a. bestemmelser om, at du ikke må omlægge arealerne, dyrke afgrøder, gøde eller sprøjte. Der er ingen plejeforpligtelse i tilsagnet, men du må gerne afgræsse eller tage slæt, hvis det er muligt, og du kan evt. kombinere det med et 5-årigt tilsagn om Pleje af græs- og naturarealer.

Det årlige tilskud afhænger af arealets status og udgør 3.500 kr. pr. ha for omdrift, 1.800 kr. pr. ha for permanent græs og 300 kr. pr. ha for naturarealer.

Du skal som ejer eller forpagter søge tilsagnet på et særligt skema, som findes på vores hjemmeside. Du skal søge om udbetaling i Fællesskemaet hvert år i tilsagnsperioden.

Læs mere i tilskudsguiden

I løbet af 2017 og 2018 kan du læse mere om ordningernes indhold og prioritering af ansøgninger i tilskudsguiden, bl.a. vejledninger til de enkelte ordninger.

Find tilskudsguiden

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til euogerhverv@lfst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07


MENU