Gå til hovedindholdet

Danmark skal betale landbrugsstøtte tilbage til EU

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skal betale 21,7 mio. kr. tilbage til EU på grund af mangler i vores kontrol.

Publiceret 23. juni 2017

EU-Kommissionen var i november 2015 på revisionsbesøg i Danmark. Her reviderede den Landbrugs- og Fiskeristyrelsens kontrol af bl.a. grundbetaling og grøn støtte. 

EU´s revisorer fandt mangler ved tre af vores kontroller, hvilket som udgangspunkt medfører, at Danmark skal betale EU-støtte tilbage i en såkaldt underkendelse. Efter nærmere forhandlinger mellem Kommissionen og styrelsen blev der opnået enighed om, at vi skal betale 21,7 mio. kr. tilbage til EU-kommissionen. 

Det er beklageligt, at EU har fundet mangler i vores kontrol, som gør, at vi skal betale EU-støtte tilbage. Vi er dog tilfredse med, at det lykkedes at forhandle en løsning på plads. Havde Danmark ikke ret præcist kunnet dokumentere risikoen for EU´s landbrugsfonde, kunne beløbet være blevet meget større. 

Vi er godt i gang med at rette op på kritikpunkterne. 

FAKTA

Hvad er en underkendelse
EU-Kommissionen reviderer med jævne mellemrum medlemslandenes administration og kontrol af landbrugsstøtteordningerne. Hvis der bliver konstateret fejl eller mangler i kontrollen, kan EU-Kommissionen beslutte, at medlemsstaten skal betale EU-støtte tilbage til EU. Dette kaldes en underkendelse.

Små fejl kan få store konsekvenser
Hvis EU-Kommissionen mener, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke har kontrolleret en landmand godt nok, får vi en underkendelse. EU-Kommissionen vurderer simpelthen, at der er risiko for, at der også er fejl i ansøgningerne fra andre landmænd, som Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ikke har opdaget. Selv få fejl kan derfor få store konsekvenser og i sidste ende føre til store underkendelser.

Alle medlemslandene har i årenes løb modtaget underkendelser. Danmarks samlede underkendelse i perioden 2012 – 2017 er 0,67 pct. af vores samlede udbetalinger. Gennemsnittet for EU er 2,23 pct. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@lfst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07. 


MENU