Gå til hovedindholdet

Den fysiske kontrol af arealstøtten er nu i gang

Landbrugs- og Fiskeristyrelsens kontrollører kører nu på kontrolbesøg hos de ca. 2.300 landmænd, der er udtaget til fysisk kontrol. Hvis du vil være godt forberedt, kan du her se de typiske fejl fra kontrollen i 2016.

Publiceret 15. juni 2017

De hyppigste fejl er:

På grundbetaling

  • manglende slåning eller afgræsning på græs- og brakarealer
  • der er søgt til ikke-støtteberettigede arealer, som fx pletter med træer eller lignende
  • der er søgt til marker under 0,30 ha, som ikke er støtteberettigede
  • kravet om flere afgrødekategorier er overtrådt
  • der er ikke nok miljøfokusområder på bedriften 

På miljøordningerne

  • ingen tegn på dyr på arealet
  • mangelfuld eller forkert pleje
  • manglende plantedække
  • der er søgt til ikke-støtteberettigede arealer, som fx skov, vandløb, søer og lign.  

Manglende slåning eller afgræsning

De største overtrædelser af reglerne om grundbetaling i 2016 fandt vi på græs- og brakarealer, hvor landmændene havde glemt at slå arealerne inden fristen. I alt 1.280 ha blev underkendt i kontrollen. Husk, at på græsarealer kan slåningen erstattes af afgræsning. 

På miljøordningerne er den hyppigste overtrædelse, at der slet ikke har været dyr på arealet, selv om der er forpligtelse til at afgræsse det. Derudover er der en del, der har haft dyr på arealet, men hvor afgræsningen ikke har været effektiv nok. 

Hvis kontrolløren ikke kan se, at arealet er slået, afgræsset eller taget slæt, kommer han ofte tilbage senere på sæsonen og tjekker igen. Dermed får du som landmand tit en chance til, som desværre ofte ikke udnyttes. Mange gange er samme regel overtrådt på den samme mark, når vi kommer igen. Et godt råd er derfor at være opmærksom på dette, og at huske at rette op efter første kontrolbesøg. 

Se frister for slåning af arealer med grundbetaling  

Se frister for afgræsning eller slæt på arealer med miljøtilsagn på plejegræs.dk 

Ansøgt til ikke-støtteberettigede arealer

Kontrollørerne ser mange små ikke-støtteberettigede arealer, som er taget med i ansøgningen, fx pletter med træer, bygninger eller andre konstruktioner. Mere end 3.500 gange noterede kontrollørerne sådan et areal i 2016. Mange af dem er formentlig afklaret i en høringsproces, eller der er tale om meget små arealer. Men samlet giver det ekstra arbejde til landmænd og konsulenter. 

Et godt råd er derfor at lade være med at søge grundbetaling til arealer, hvor du er usikker på, om de er støtteberettigede. Hvis du ikke har fået brev eller er blevet kontaktet på anden måde endnu, kan du stadig trække dem ud af din ansøgning. Du er velkommen til at ringe til os for at høre, hvornår et areal er støtteberettiget. 

På miljøordningen Pleje af græs- og naturarealer fandt kontrollørerne en del små-arealer uden plantedække. Det er et krav, at der er et plantedække egnet til afgræsning eller slæt i hele tilsagnsperioden. Der må gerne være træer på arealet, men der skal være et plantedække under træerne, der er egnet til afgræsning eller slæt. I særlige tilfælde kan du søge om dispensation til midlertidigt ikke at opretholde plantedækket, men dispensationen skal søges, inden vi har varslet dig om, at vi kommer på kontrol. 

Du finder skema til dispensationsansøgning på plejegræs.dk  

Opfylder ikke de grønne krav

I alt var der ca. 100 landmænd, der ikke opfyldte et af de grønne krav i 2016, uden at de på forhånd havde oplyst dette i fællesskemaet. Et godt råd er, at du tjekker din ansøgning og ser, hvad du har anmeldt. Hvis du har anmeldt nok afgrødekategorier og MFO-arealer, er det vigtigt, at du sørger for, at du også overholder kravene, når vi kommer på kontrolbesøg. Du kan godt skifte afgrøder og MFO-typer, så længe vi ikke har været på kontrolbesøg.  

Får du kontrolbesøg i år?

Som følge af nye EU-regler skal vi udføre kontrol igen i 2017 hos ca. 250 af de landmænd, som fik en sanktion i grundbetalingen i 2016. Hvis du har modtaget et afgørelsesbrev med en sanktion, er det derfor sandsynligt, at du får kontrolbesøg i løbet af sommeren. De øvrige kontrolbesøg er udvalgt i en stikprøve. 

Læs den kontrolinstruks, som kontrollørerne følger 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til mail@lfst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.

 


MENU