Gå til hovedindholdet

Jordfordeling i forbindelse med Naturpakken åbner den 8. februar

Som et led i Naturpakken åbner Landbrugs- og Fiskeristyrelsen den 8. februar 2017 for, at lodsejere med jord i umiddelbar nærhed af et vådområde- eller lavbundsprojekt kan få forbedret deres arealers beliggenhed gennem jordfordeling.

Publiceret 8. februar 2017

Jordfordeling er en proces, hvor et antal jordlodder indenfor et afgrænset geografisk område købes, sælges og byttes samtidigt. Formålet er at få de deltagende jordlodder til at ligge mere hensigtsmæssigt for dermed at opnå en bedre landbrugsmæssig udnyttelse.

Som en del af aftalen omkring Naturpakken blev der afsat midler i 2017 og 2018 til jordfordeling af ”nabojordene” til en kommende eller igangværende jordfordeling. Der er afsat 2 mio. kr. i 2017 og det samme i 2018 til dækning af udgifter til jordfordeling.

Hvilke områder kan deltage?

Du kan derfor få del i midlerne fra Naturpakken til at afholde jordfordeling, hvis du har arealer i nærheden af en kommende eller igangværende jordfordeling, rejst i forbindelse med et vådområde- eller lavbundsprojekt under Landdistriktsprogrammet. 

Til hvert vådområde- eller lavbundsprojekt er der udarbejdet et såkaldt aktionsområde, indenfor hvilket arealer kan omlægges uden omkostninger til jordfordeling for lodsejerne.

Se kort over aktionsområderne

Midlerne afsættes efter først-til-mølle-princippet

Ordningen vil fungere på den måde, at minimum fire lodsejere, som er interesserede i at bytte jord i aktionsområdet, skriftligt skal tilkendegive ønsket om at få jordfordelt via mail til jordfordeling@lfst.dk. Herefter vil vi vurdere, om ønskerne om en jordfordeling kan imødekommes. Midlerne afsættes efter først-til-mølle-princippet.

Andre lodsejere med jord i aktionsområdet, end de fire initiativtagere, kan også omfattes af den rejste jordfordeling, hvis de ønsker det. 

Vådområde- eller lavbundsprojektet skal gennemføres

Ombytningerne af jord sker i umiddelbar sammenhæng med de jordfordelinger, som gennemføres i forbindelse med det konkrete vådområde- eller lavbundsprojekt. De aftaler, som vedrører jordfordelingen i forbindelse med Naturpakken, skal være underskrevet, inden jordfordelingerne vedrørende vådområde- eller lavbundsprojektet afsluttes. På kortet kan man se, hvornår det forventes, at jordfordelingerne afsluttes. Inden dette tidspunkt skal jordfordelingerne i forbindelse med Naturpakken altså være på plads.

Vil du vide mere?

Læs mere om ordningen og anmod om at få jordfordelt 

Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Jordfordeling & Landbrugslov på tlf. 33 95 80 00.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på
tlf. 41 89 25 07.


MENU