Gå til hovedindholdet

Læs de nye brugerguides om Fællesskema og Internet Markkort 2017

Vi har nu offentliggjort de brugerguides, du skal bruge i ansøgningsrunden for arealstøtte, der starter 1. februar. Læs her, hvad der er de væsentligste ændringer.

Publiceret 24. januar 2017

Gå til de to brugerguides 

Hvad er ændret i 2017?

Her ser du de væsentligste ændringer for 2017. En række ændringer er ikke nævnt her. Dem kan du se i de første afsnit i hver af de to guides.

Sender du fællesskemaet for sent, får du trukket i støtten
Ansøgninger, som vi modtager i weekenden 22. eller 23. april, regnes for modtaget mandag den 24. april. Du kan derfor ikke undgå et støttetræk ved at sende ansøgningen i den weekend. 

Ny ordning med tilskud til målrettede efterafgrøder

I år kan du søge om støtte til en ny, målrettet efterafgrødeordning, der gælder i 2017 og 2018. Ordningen har til formål at beskytte kyst- og grundvand, fordi landbruget i forbindelse med Fødevare- og landbrugspakken fik mulighed for at bruge mere kvælstofgødning.

Du kan søge, hvis du har marker i områder med et indsatsbehov (ID15-områder). Du kan ikke søge tilskud under ordningen, hvis du er autoriseret som økolog eller har ansøgt om autorisation, når ansøgningsrunden starter den pr. 1. februar 2017.

Du kan kun ansøge om tilskud til målrettede efterafgrøder fra 1. februar til og med 21. april 2017. De enkelte områder med indsatsbehov kan lukke for ansøgning tidligere end 21. april 2017, hvis indsatsbehovet bliver opfyldt i løbet af ansøgningsrunden.

Læs mere om målrettede efterafgrøder på vores hjemmeside. 

Tegn marker hen over områder registreret som ”Fradrag grundbetaling”

I 2017 har du som noget nyt mulighed for at tegne ikke-støtteberettigede områder med som en del af din mark, når du søger grundbetaling. Det gælder, hvis de ikke-støtteberettigede områder er registreret i korttemaet ”Fradrag Grundbetaling” i IMK. Det ansøgte areal vil derefter blive beregnet i fællesskemaet uden de ikke-støtteberettigede arealer. Du skal derfor sende et forslag til ændring af markblokken, hvis områder på kortemaet ”Fradrag grundbetaling” er registreret forkert, så du søger på et korrekt grundlag.

Hvis du søger andre ordninger end grundbetaling på samme mark, skal du være opmærksom på, hvad der gælder for denne ordning. 

Husk at opdatere dit Fællesskema, når ændringsforslag er godkendt i IMK

Du skal huske at sende en ændring til dit skema, hvis du vil opskrive dit ansøgte areal, efter vi har rettet markblokken.

Du søger om grundbetaling og Økologisk Arealtilskud til det areal, som fremgår af det Fællesskema, som du har sendt senest 16. maj 2017. Hvis du har sendt et ændringsforslag for at få et større, støtteberettiget areal i markblokken, skal du selv hente det nye areal fra IMK ind i fællesskemaet, når vi har godkendt dit ændringsforslag. Vi skal modtage dit rettede Fællesskema senest 16. maj 2017. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til direktebetalinger@naturerhverv.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.


MENU