Gå til hovedindholdet

Mere frugt til danske skolebørn

Med 670 deltagende skoler slår skolefrugt-ordningen ny rekord i det nuværende skoleår.

Publiceret 4. november 2014

For det nuværende skoleåer er der bevilget tilsagn til skolefrugt for i alt 17,7 mio. kroner, hvilket er en stigning på 55 procent i forhold til sidste år, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Sjølund-Hejls Skole i Sjølund ved Kolding er blandt de nu 670 skoler over hele landet, som deltager i ordningen. Her kan skolebørnene via ordningen få frisk frugt hver dag frem til jul for kun 100 kroner, fortæller Margit Hartmann.

Det har to tredjedele af skolens elever valgt at være en del af.

Hos NaturErhvervstyrelsen glæder EU-direktør Sarah Børner sig over, at tusindvis af danske skolebørn benytter sig af EU-tilskuddet til frisk frugt og grønt.

"Flere danskere har fået øjnene op for skoleordningen, der gør det lettere og billigere for børnefamilierne at få frisk frugt og grønt med i skolen," siger hun.

Ud over, at EU’s skolefrugt-ordning giver tilskud til 75 procent af udgifterne, så gør Sjølund-skolen også en stor indsats for at gøre frugten så billig som mulig.

”Vi er en lille skole med i alt syv klasser, og det gør det muligt at gøre arbejdet selv. Hvis vi var en stor skole med mange klasser, ville det ikke kunne gøres på den måde, som vi gør. Vi henter selv frugten, vasker den og deler den selv ud til eleverne. Der er ingen mellemled, og derfor er det så billigt,” fortæller skolesekretær Margit Hartmann.

500 stykker frugt om ugen

På Sjølund-Hejls Skole går sunde kostvaner og frugt godt i spænd med bevægelse. Frugten uddeles hver dag om formiddagen, inden eleverne går i gang med det daglige bevægelsesmodul.

I alt bliver det til 500 stykker frugt om ugen.

 

Fakta om skolefrugt

EU-Kommissionen har vedtaget en skolefrugtordning, der skal give skoleelever bedre adgang til frugt og grønt. Skoleelever i børnehaveklassen og 1.- 10. klassetrin kan derfor få tilskud til frugt og grønt. 

Det er NaturErhvervstyrelsen, der står bag ordningen til udbredelse af skolefrugt, der er delvist finansieret af EU. 

Tilskudsprocenten er 75 pct. af de tilskudsberettigede omkostninger, dog maksimalt 1,25 kr. for konventionelle produkter og 2,00 kr. for økologiske produkter pr. elev pr. undervisningsdag.


Kontakt

Har du faglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kundevejledningen på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til projektdesign@naturerhverv.dk 

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07.


MENU