Gå til hovedindholdet

Nu er det lettere at videreoverdrage betalingsrettigheder fra uskiftede dødsboer

Vi vil gerne forhindre, at betalingsrettigheder strander hos den længstlevende ægtefælle, fordi vedkommende ikke ønsker at søge grundbetaling. Vi har derfor gjort det nemmere for den længstlevende ægtefælle i et uskiftet dødsbo at lade fx en konsulent håndtere betalingsrettighederne.

Publiceret 20. februar 2017

Da vi ikke ved, om den længstlevende ægtefælle i et uskiftet dødsbo vil søge om grundbetaling, vil vi fortsat flytte betalingsrettighederne fra afdøde til længstlevende ægtefælle.

Vi kan oprette fuldmagten

I de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle ikke selv vil søge om grundbetaling, kan vi oprette en fuldmagt i Tast selv-service til en konsulent eller en anden repræsentant for den længstlevende ægtefælle. Fuldmagtshaver kan herefter videreoverdrage betalingsrettighederne til en ny ejer. 

Hvis vi skal oprette en fuldmagt til en konsulent eller anden repræsentant, forudsætter det, at vi modtager en papirfuldmagt og en skifteretsattest. Du kan finde et skema til papirfuldmagten via linket nedenfor. Papirfuldmagten skal underskrives af både den længstlevende ægtefælle og repræsentanten. Skifteretsattesten er dokumentation for udlevering af dødsboet til uskiftet dødsbo.

Sådan fungerede det tidligere

Hvis den længstlevende ægtefælle i et uskiftet dødsbo ønskede at få fx en konsulent til at videreoverdrage betalingsrettigheder, skulle den længstlevende ægtefælle selv oprette en fuldmagt i Tast selv-service.

Fremover er den længstlevende ægtefælle i et uskiftet dødsbo omfattet af samme undtagelse som øvrige dødsboer er. Øvrige dødsboer kan også give en fuldmagt til en repræsentant ved at sende en papirfuldmagt til os.

Læs mere på vores hjemmeside

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til direktebetalinger@lfst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressetelefon på tlf. 41 89 25 07.


MENU