Handelsaftaler og plantesundhed
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen sidder bl.a. i formandskabsstolen i rådsarbejdsgruppen Roosendaal, som arbejder med EU medlemsstaters (EU MS) udfordringer ved eksport af planter og planteprodukter, herunder træ, korn, kartofler, frø til udsæd, juletræer, potteplanter mm.
Under formandskabet er der mulighed for at sætte fokus på specifikke områder. Denne mulighed har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udnyttet ved at sætte særligt fokus på forbedring af EU-varers konkurrencedygtighed i Roosendaal rådsarbejdsgruppen.
Under formandskabet i Roosendaalgruppen har det danske formandskab således haft fokus på EU´s frihandelsaftaler med tredjelande (FTA – Free Trade Agreements), og hvorvidt virksomheder i højere grad kan drage fordele af disse. Samt importlandes krav om plantesundhedscertifikater på stærkt forarbejdede varer, som ikke vurderes at have nogen plantesundhedsrisiko. Begge er emner, som har betydning for EU-varers pris og konkurrencedygtighed ved eksport.
Emnerne er i forbindelse med formandskabet blevet afdækket, og det viser sig, at mange, særligt små og mellemstore virksomheder i EU, ikke udnytter de fordele, som EU's handelsaftaler med tredjelande giver. I flere tilfælde ser det ud til, at tredjelandes virksomheder i højere grad er dygtige til at udnytte fordelene, sammenlignet med virksomheder i EU MS. Desuden viste afdækning af plantesundhedscertifikater på stærkt forarbejdede varer, at EU MS udsteder mange af denne type certifikater, som i mange tilfælde er unødvendige, og giver anledning til frustration i en række EU MS plantesundhedsmyndigheder, som oplever, at importlande fastholder krav om plantesundhedscertifikat på stærkt forarbejdede varer på trods af henvisning til den internationale standard på området.
Hvad kan jeg som virksomhed gøre?
EU´s handelsaftaler med tredjelande
Det er en god idé at være bevidst om handelsaftalerne og de fordele, din virksomhed kan udnytte. Handelsaftalerne indgås mellem EU-Kommissionen og forskellige importlande, og det kræver ofte årelange forhandlinger at få aftalerne forhandlet på plads. Fordelene ved eksport kan f.eks. være færre dokumentkrav, større mulighed for forhandling, da EU-Kommissionen løbende holder møder med aftalelandene, og mindsket toldsats i importlandet til fordel for din importør.
Hvis din virksomhed vil drage nytte af de fordele, som frihandelsaftalerne kan give, er det i første omgang nyttigt at se, om der er indgået aftaler med de lande udenfor EU, som din virksomhed handler med. SPS-delen i aftalerne handler om handel med animalske produkter og planteprodukter. Der er mulighed for at få informationer om handelsaftalerne og de fordele de kan give din virksomhed ved eksport. Du kan finde en række informationer på EU's sider, samt hos Landbrug & Fødevarer, Udenrigsministeriet og Dansk Erhverv, som har ekspertise og mulighed for at hjælpe.
Nedenfor finder du links, som kan hjælpe dig
Her finder du EU's liste over lande, der er indgået handelsaftaler med mm
Her finder du EU Kommissionens database Access2Markets med oplysninger om krav ved eksport til forskellige lande
Her finder du EU Kommissionens Market Access DataBase med oplysninger om importlandes krav mm
Her finder du Landbrug & Fødevarers oplysninger om EU´s handelsaftaler med tredjelande
Her finder du Udenrigsministeriets oplysninger om eksport og handelsaftaler mm
Her finder du Dansk Erhvervs oplysninger om EU´s handelsaftaler med tredjelande
Stærkt forarbejdede varer og plantesundhedscertifikat
Hvis du eksporterer stærkt forarbejdede planter og planteprodukter og importlandet stiller krav om plantesundhedscertifikat på varen ved import, er det en god idé at være opmærksom på den internationale standard for handel med disse varer og henvise din importør til denne. Standarden kaldes ISPM 32 ”Categorization of commodities according to their pest risk” og lister forskellige forarbejdninger, som betyder, at der ikke længere er nogen plantesundhedsrisiko ved varen (Annex 1). Standarden giver også en række eksempler på stærkt forarbejdede varer, som importlande ikke bør stille krav om plantesundhedscertifikat på ved import (Appendix 2).
Hvis du eksporterer et stærkt forarbejdet planteprodukt, er det en god ide, at kontakte din importør og pege på ISPM 32 og behandlingen af din vare, samt at den ikke udgør en plantesundhedsrisiko og bede din importør om at gøre importlandets plantesundhedsmyndighed opmærksom på dette. Denne fremgangsmåde er ofte hurtig og effektiv. Hvis det viser sig, at importlandet alligevel stiller krav om et plantesundhedscertifikat, er der ofte ikke meget at gøre ved det. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udsteder fortsat plantesundhedscertifikater på stærkt forarbejdede varer, som hidtil.
Dansk formandskabs fokus på området og EU-Kommissionens tilkendegivelse af, at de vil være opmærksomme i forhandlinger med tredjelande, kan vise sig at være gavnlig i forhold til at nedbringe denne type certifikater. Det vil være en succes, da certifikaterne ofte er unødvendige og et fordyrende led, som betyder, at din vare bliver dyrere og dermed mindre konkurrencedygtig i importlandet.
Her finder du den internationale standard ISPM 32
Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed, Team Plantetilsyn på tlf. 72 18 56 00 eller e-mail planterogbiosikkerhed@lfst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressevagt på tlf. 72 18 58 05.