Med bekendtgørelsen om hele hale oprettes en ny støtteordning, der administreres af Svineafgiftsfonden. Støtteordningen har til formål at fremme omstillingen i smågrisproduktionen til højere dyrevelfærdsstandarder for så vidt angår halekupering.
Støtteordningen er i sommeren 2024 blevet statsstøttegodkendt af EU-Kommissionen, og bekendtgørelsen er udarbejdet i tæt overensstemmelse med denne godkendelse.
Ordningen etableres som en årlig tilskudsordning i tre år, hvor producentsammenslutninger kan ansøge om støtte til projekter med henblik på nedbringelse af behovet for at foretage halekupering af smågrise for at fremme dyrevelfærden i griseproduktionen.
De støttede aktiviteter vil være rettet imod dyrevelfærdsforanstaltninger, der skal reducere risikoen for halebid og deraf følgende risiko for behov for at foretage halekupering. De støtteberettigede aktiviteter skal ligge ud over de dyrevelfærdsmæssige mindstekrav, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise
Bekendtgørelsen fastsætter, hvem der er ansøgningsberettiget, de støtteberettigede omkostninger, samt krav til ansøgning, og kontrol med ordningen. Ordningen finansieres af Svineafgiftsfonden gennem de afgifter, som fonden opkræver i svineerhvervet, jf. bekendtgørelse om produktionsafgift ved slagtning og eksport af svin.
Bekendtgørelsen kan findes på Retsinformation: Link til bekendtgørelsen på www.retsinformation.dk