Den 30. juli 2025 trådte der nye regler i kraft om lystfiskeri af almindelig tun (bedre kendt som ”blåfinnet” tun) med stang i Danmark.
Hvem og hvordan kan der søges om tilladelse?
For at kunne ansøge om tilladelse til at deltage i tunfiskeriet skal man have deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt af tun i 2024 med båd.
Ansøgning om deltagelse skal sendes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på mail: tilladelse@lfst.dk Ansøgningen indsendes pr. båd.
Ansøgningen skal opfylde de i bekendtgørelsen oplistede regler for ansøgning, jf. § 3 stk. 1-5 i bekendtgørelse nr. 1032 af 25. juli 2025
Link til bekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/1032
Kun ansøgninger modtaget i perioden fra den 30. juli til og med den 11. august 2025 vil deltage i udvælgelsen om tilladelse til at fiske efter tun. Ansøgninger sendt før eller efter ansøgningsperioden vil ikke komme i betragtning.
Der uddeles 20 tilladelser. Såfremt flere end 20 både ansøger, foretages der lodtrækning mellem de indkomne ansøgninger. Der oprettes en venteliste, såfremt det bliver relevant at udstede yderligere tilladelser.
Hvor og hvornår kan der fiskes?
Fiskeriet efter tun er åbent i den danske del af Skagerrak, Kattegat og Østersøen i begrænsede perioder fra, den 8. september til den 26. september 2025 og igen fra den 6. oktober til den 31. oktober 2025.
Opnår man tilladelse til lystfiskeri efter tun, er tilladelsen gældende i de to fiskeri-perioder, indtil der er fanget én tun. Det betyder, at fanges der ikke en tun i den første periode, så er der fortsat mulighed for, at tilladelsesindehaveren kan fange en tun i den anden periode.
Landing af tun er kun tilladt i Skagen havn, Helsingør havn og Gilleleje havn fra kl. 08.00 til kl. 20.00. Tun eller dele heraf fanget i lystfiskeriet må ikke gøres til genstand for salg eller omsætning.
Informationsmøde
For de både, der får en tilladelse til lystfiskeri efter tun, afholdes der informationsmøde om betingelserne for lystfiskeriet efter tun. Tidspunkt og sted for mødet meddeles direkte til deltagerne.
Krav og regler
Af bekendtgørelsen fremgår en række regler for fiskeri og landing af tunen som skal overholdes.
Link til bekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/1032
Der kan ligeledes være særlige vilkår i tilladelsen, som skal overholdes.
Fakta om den danske tunkvote på fem tons i 2025
Danmark har i 2025 byttet sig til fem tons almindelig tun fra Spanien. Da der er tale om et kvotebytte, reduceres den spanske tunkvote tilsvarende. Der vil således ikke blive fisket flere tun, end det tilkommer EU at fiske. EU's kvote på tun er aftalt inden for rammerne af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT).