Status på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens fortsatte arbejde med håndtering af fejl i forvaltningen af fiskeriområdet

16-06-2025

I forlængelse af opfølgningen på sagerne om bl.a. kontrol af motorkraft i Limfjorden i 2024 har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udarbejdet en status.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen gør nu status på det arbejde, der blev igangsat i forlængelse af sagerne om bl.a. mangelfuld kontrol af muslingefartøjers motorkraft i Limfjorden i 2024.

I foråret 2024 igangsatte Landbrugs- og Fiskeristyrelsen på eget initiativ en gennemgang af kontrollen med muslingefartøjer i Limfjorden samt en gennemgang af metoden til beregning af kvotekoncentration. I juni 2024 lå styrelsens gennemgange vedrørende kontrol af motorkraft samt fejl i metoden til beregning af fiskekvoter klar. På den baggrund besluttede ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i august 2024 at igangsætte en række tiltag for at rette op på de konstaterede fejl såvel som at fremtidssikre mod lignende fejl. Efterfølgende igangsatte Rigsrevisionen en undersøgelse af de problematikker, styrelsens egne gennemgange havde afdækket, som lå klar i oktober 2024. Størstedelen af arbejdet med genopretning af de identificerede fejl og mangler blev tilendebragt i januar 2025.

Arbejdet med håndtering af de kritiske forhold i forvaltningen har dog givet anledning til, at styrelsen i november 2024 kunne konstatere yderligere forhold, hvor administrationen var mangelfuld. På den baggrund iværksatte styrelsen en række yderligere initiativer, der skal bidrage til at minimere risikoen for, at yderligere problemstillinger af den nævnte karakter opstår.

For at styrke styrelsen på det juridiske område har styrelsen derfor i september 2024 ansat en juridisk vicedirektør. I februar 2025 tiltrådte endvidere en ny kontorchef for et nyoprettet og styrket juridisk kontor, der fremadrettet skal understøtte, at styrelsens forvaltningskultur og administrationsgrundlag er tilstrækkeligt solidt.

Udover at bekræfte de konstaterede svagheder i administrationen på kontrolområdet har styrkelsen af det juridiske område givet anledning til, at der efterfølgende er identificeret yderligere lignende konkrete problemstillinger på området, herunder vedrørende håndhævelse af forbud mod discard af dybvandsrejer, praksis for håndtering af pointsager og håndtering af aktivitetskravet. Hertil kommer fejl i straksreguleringer og i relation til udstedte fiskeritilladelser.

"Vi må desværre erkende, at det intensive arbejde med at afdække og løse de konstaterede fejl og mangler på bl.a. motorkraftområdet, har afdækket nye problemstillinger i forvaltningen af fiskerikontrolområdet. Det er nødvendigt at dykke et spadestik dybere ned i de problemer, der har vist sig. Jeg har derfor besluttet at igangsætte en fuldstændig gennemgang af det foreliggende lovgrundlag på fiskerikontrolområdet med henblik på kortlægning af samtlige administrative processer", fortæller direktør Kenneth Joensen.

"En sådan kortlægning vil sikre, at styrelsen får et dækkende overblik over de opgaver, der følger af gældende lovgivning, hvilket jeg må konstatere ikke har været tilfældet indtil nu. På den måde kan vi sikre, at vores forvaltningsmæssige opgaver og vores kontrol håndteres korrekt, og at vi får løst de fejl og mangler, der er konstateret i vores egne såvel som Rigsrevisionens gennemgang af bl.a. motorkraftområdet", fortsætter Kenneth Joensen.

Styrelsens arbejde med håndtering af de kritiske forhold vil blive udført med inddragelse af den nationale revisionsmyndighed for EU’s fiskerifonde, der vil få fuld indsigt i arbejdet, og som vil foretage relevante kontroller af arbejdet. Revisionen vil således gennemgå den valgte tilgang til gennemgangen af lovgrundlaget og lave kvalitetstjek af arbejdet, ligesom der vil blive lavet stikprøvevise kontroller. 

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen forventer, at arbejdet med at sikre et tilstrækkeligt administrationsgrundlag vil kunne afsluttes med udgangen af 2026, og styrelsen vender tilbage inden udgangen af 2025 med en status på den beskrevne gennemgang.