Støtteordning til danske gartnerier med produktion af frugt og grønt mm. åbner mandag den 9. februar 2026

06-02-2026

Danske gartnerier kan mellem den 9. februar 2026 og den 6. marts 2026 søge om de minimis-støtte som følge af indførelsen af CO2-afgiften (fossile brændsler) og emissionsafgiften (fjernvarme).

Danske gartnerier, der i 2025, 2026 og 2027 har udgifter som følge af CO2-afgiften og emissionsafgiften, kan mellem den 9. februar 2026 og den 6. marts 2026, søge om de minimis-støtte. De minimis-støtten forventes udbetalt senest i maj 2026. Se hvordan du søger ordningen længere nede i artiklen. 

Støtteberettigede gartnerier kan i de minimis-støtteordningen blive kompenseret for op til 100 pct. af deres udgifter til CO2-afgift eller emissionsafgift med et loft på ca. 373.000 kr. per koncern. Hvis det viser sig, at antallet af støtteberettigede gartnerier overstiger den afsatte ramme, vil støtten pr. virksomhed blive nedjusteret proportionalt.

Gartneriernes udgifter i perioden 2025-2027 udregnes med udgangspunkt i den afholdte CO2-afgift eller emissionsafgift for 2025 tillagt et estimat for den forventede udgift til CO2-afgiften eller emissionsafgiften i 2026 og 2027. Den forventede udgift for 2026 og 2027 er udregnet med udgangspunkt i den stigende afgiftsbetaling og for fjernvarmegartnerier tages der også forbehold for forventet energieffektivisering mv. i 2026 og 2027.

Gartnerier vil også kunne søge om støtte fra de minimis-støtteordningen i 2029 for perioden 2028-30. Der er afsat samlet 60,9 mio. kr. til de minimis-støtte, hvoraf der kan søges for ca. 30,5 mio. kr. i hhv. 2026 og 2029.

De minimis-støtteordningen er én ud af tre støtteordninger til gartnerierne i perioden 2025-2030, hvor der samlet er afsat 163,8 mio. kr. (2026-priser):

  • De minimis-støtteordningen: Der er etableret en de minimis-støtteordning, der er åben i hhv. 2026 og 2029.
  • Aftaleordning med klimasyn: Der er ved at blive etableret en aftaleordning med tilhørende klimasyn, som forventes at åbne i 2027.
  • Erhvervspuljen: Der øremærkes midler som investeringsstøtte til gartnerierne gennem Erhvervspuljen, som kan søges fra 2027.

Regler og betingelser for støtte

Der ydes støtte til de CO2-afgifter, der er blevet pålagt gartnerierne som følge af Aftale om Grøn skattereform for industri mv., hvor der blev indført en ny CO2-afgift og emissionsafgift, der skal give virksomhederne incitament til at energieffektivisere og omstille sig. Aftalen er udmøntet i lov nr. 683 af 11. juni 2024 samt LBK nr. 309 af 20. marts 2025.

Link til Lov nr. 683 af 11. juni 2024

Link til LBK nr. 309 af 20. marts 2025

Ordningen yder støtte i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæisk Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren med senere ændringer (de minimis-forordningen for landbruget). Ordningen følger derved EU’s de minimis-regler, og der kan således højest ydes støtte på ca. 373.000 kr. (50.000 EUR) over en treårig periode. Loftet gælder pr. koncern.

Link til forordning nr. 1408/2013 af 18. december 2013.

Ansøger skal opfylde følgende betingelser:

Ansøger skal være et gartneri, der producerer planter, træer/buske, grøntsager, frugt og bær i væksthuse, på friland og/eller i planteskole.

Gartnerier som benytter fjernvarme: 

  • Skal have et erhvervsareal på minimum 5.000 m2.
  • Skal have et energiforbrug på minimum 1.400 MWh i seneste regnskabsår.

Gartnerier som benytter fossile brændsler:

  • Skal have et erhvervsareal på minimum 3.000 m2.
  • Skal have et energiforbrug på over 500 MWh i seneste regnskabsår.

Sådan søger du

Du kan søge de minimis-støtteordningen ved at udfylde ansøgningsskemaet samt skema over fakturaer og betalingsdokumentation. Vedlagt ansøgningen skal være en de minimis-erklæring samt en revisorer-erklæring. Ansøger skal dertil opfylde betingelserne for modtagelse af støtten. Se de forskellige krav uddybet herunder.

Ansøgningsskema: Du kan søge støtten ved at udfylde ansøgningsskemaet samt skema over fakturaer og betalingsdokumentation, hvor følgende dokumentation fremgår:

  1. Dokumentation for hvornår udgiften til CO2-afgifter eller emissionsafgift er afholdt og betalt.
  2. Dokumentation for at udgiften til CO2-afgifter eller emissionsafgift vedrører ordningens anvendelsesområde.
  3. Dokumentation i form af fakturaer for udgifter til CO2-afgifter eller emissionsafgift.

De minimis-erklæring: For at søge støtteordningen skal ansøger vedlægge en de-minimis-erklæring, hvor følgende oplysninger skal fremgå:

  1. Øvrig de minimis-støtte, som ansøgers virksomhed har modtaget fra offentlige myndigheder inden for de seneste 3 år.
  2. Hvilke andre virksomheder, som ansøgers virksomhed har en sådan forbindelse med som nævnt i art. 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 af 18. december 2013.
  3. At ansøger har efterkommet eventuelle tilbagebetalingspåbud udstedt af Europa-Kommissionen i en eller flere afgørelser, hvor statsstøtte ydet af de danske myndigheder er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked, samt erklæring om at ansøger ikke er en kriseramt virksomhed.

Revisorerklæring: Ansøgningen skal desuden indeholde en revisorerklæring, hvor revisor erklærer sig på følgende:

  1. At ansøger i 2025 (for perioden 2025-2027) har haft udgifter til CO2-afgift eller emissionsafgift på det ansøgte beløb.
  2. At fakturaer er betalt.
  3. At ansøger er berettiget til støtte for CO2-afgift eller emissionsafgift med det ansøgte beløb i henhold til § 1, stk. 1, §§ 3 og 5 og § 8, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen.

Link til ansøgningsskema, vejledning mv.: https://lfst.dk/tilskud/soeg-tilskud/tilskudsguide