To fiskefartøjer søges til at deltage i forsøgsfiskeri efter tobis i forbindelse med TRUST 2 projektet.

24-02-2026

DTU Aqua søger to fiskefartøjer, som vil deltage i et af DTU Aqua fastlagt forsøgsfiskeri efter PIT-mærkede tobis i område 1r (evt. 2r), i 2x5 dage for hvert fartøj.

Forsøgsfiskeriet skal gennemføres i to perioder på 5 dage pr. fartøj: først i perioden 7/5–15/5 og dernæst i perioden 30/5–15/6. Begge perioder er efter DTU Aquas tobis mærkningstogt, der gennemføres 29/4-6/5 2026. Forsøgsfiskeriområderne kan være i forvaltningsområde 1r (omkring Tail end) og 2r.

De deltagende fartøjer vil få monteret et PIT-læsersystem ombord af DTU Aqua, som skal scanne al fangst under forsøgsfiskeriet. Medarbejdere fra DTU Aqua skal have adgang til fartøjet for at montere PIT-læsersystemet inden forsøgsstart. Monteringen forventes at tage cirka en halv dag. De deltagende fartøjer skal under forsøget nøje følge DTU Aquas plan for forsøgsfiskeriet, som vil være på eller nær banker, hvor der er udsat/skal udsættes mærkede tobis. Fartøjet skal forvente korte træk af max 2 timers varighed. Endelig togtplan udfærdiges lige inden forsøgsstart, da det er afhængig af det endelige mærkningsområde for 2026. Det kræves at de deltagende fartøjer fisker med PIT-læsersystemet ombord under eget fiskeri i 2026.

 PIT-læser

Det er afgørende for deltagelse i forsøgsfiskeriet at PIT-læser antennen kan monteres et jern/stål frit sted på fartøjet, hvor al fangsten passerer. Hvis fangsten pumpes ombord, vil det som oftest være gennem en gummislange, hvorpå antennen kan monteres. Hvis fangsten takles ind og noget af vejen føres gennem et rør af plastikmateriale, kan antennen sandsynligvis monteres på dette stykke. Eksempler på forskellige antenne opsætninger ses nedenfor.  Ved ansøgning vedlægges billeder/beskrivelse af mulige monteringssteder på fartøjet.

Projektets formål og resultater

Projektet gennemføres som et samarbejde mellem DTU Aqua, DFPO, DPPO & MID, og har til formål at danne et mere solidt geografisk bestands-grundlag for forvaltningen af tobis i Nordsøen. Dette gøres bl.a. gennem mærkning af tobis i udvalgte områder, således at genfangstresultaterne enten kan konsolidere eller forkaste hypoteser om tobisens migration på forskellige geografiske skalaer. Under dette forsøgsfiskeri lægges der vægt på at undersøge tobisens migrationer på og mellem banker i forvaltningsområde 1r og evt. 2r.

Krav til deltagende fartøj

Der stillende følgende krav til fartøjer, som ønsker at komme i betragtning til at deltage i forsøget:

  • Fartøjets besætning skal have erfaring med tobisfiskeri.
  • Fartøjet skal fiske med eget tobisredskab.
  • PIT-læser systemet skal, uden ekstra udgifter for projektet, kunne monteres på fartøjet. Dette kræver enten at fangsten pumpes ind, så der kan monteres en antenne rundt om slangen eller at fangsten på sin vej mod lasten passerer gennem et jern/stål frit område, f.eks. et rør hvorpå antennen kan monteres. Billeder/beskrivelse af mulige monteringssteder vedlægges ansøgning.
  • Inden hvert træk ombordtages er det fartøjets pligt at sikre at PIT-læser systemet er funktionelt. Hvis læseren ikke virker, skal DTU Aqua kontaktes inden næste træk påbegyndes.
  • Der udtages og indfryses en fiskeprøve fra hvert træk til DTU Aqua.
  • Fartøjet skal inden landing af fangst sikre, at der landes til fabrik/pumpe med monteret og funktionelt PIT-læser system (999 og FF-Skagen har PIT-læsere monteret).
  • Fartøjet skal overholde de aftaler, der indgås med DTU Aqua og Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, samt de tilladelser, der bliver udstedt til fartøjet.
  • Fartøjet skal være antageligt

Fartøjer, der ikke opfylder ovennævnte krav, vil ikke komme i betragtning.

Prioritering af ansøgere

  • Modtages der flere ansøgninger, som opfylder de oplistede krav, vil den laveste tilbudte pris for deltagelse blive prioriteret. Hvis flere ansøgere tilbyder samme pris, foretages der lodtrækning blandt disse ansøgere.

Kompensation:

  • Fartøjet skal ved ansøgning oplyse en charterpris pr. hele forsøgsdøgn (kr./døgn). Charterprisen skal være inklusiv alle omkostninger, herunder udgifter til skipper, besætningsmedlemmer, fiskeredskaber, vedligeholdelse og eventuelle skader på fartøj eller redskaber.
  • Fartøjet vil som kompensation for gennemførelse af forsøgstogtet få tildelt en tobis-forsøgskvote i forvaltningsområde 1r, 2r svarende til dækning for charterafgiften pr. hele tobismærknings-døgn; der kompenseres for maksimalt 10 døgn.
  • Fartøjets oplyste charterpris vil blive rimelighedsvurderet af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
  • Kompensationen i form af forsøgskvote gives kun for faktisk gennemførte togtdage.
  • Der tages forbehold for dårligt vejr og andre uforudsete forhold, der kan ændre forsøgsperioden. Forsøgsperioden forlænges hvis muligt ved evt. liggedage (aftales hvis relevant mellem fartøj og DTU Aqua), men der ydes ikke kompensation for liggedage.
  • Ændringer f.eks. pga. for dårligt vejr, aftales med fartøjet ud fra de konkrete omstændigheder.

Ansøgning om deltagelse

Hvis du ønsker at ansøge om at deltage, skal du udfylde bilag 2.3: Tilbud til deltagelse i projektet samt tro og love erklæring, og vedlægge billeder af områder hvor antennen kan monteres og sende det til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri på forsoegsfiskeri@lfst.dk samt til DTU Aqua på emp@aqua.dtu.dk

Ansøgningsskema kan findes på følgende link:

Ansøgningsskema til 2 pct. forsøgskvote

I mailens emnefelt skal der stå ”Ansøgning Tobis forsøgsfiskeri, fartøjs havnekending” og ”navn”.

Ansøgningen skal være modtaget senest d. 10. marts 2026 kl. 12.00.

Såfremt der modtages flere ansøgninger, som opfylder de oplistede krav, vil der blive foretaget en tilfældig lodtrækning blandt ansøgerne.

Har du spørgsmål til forsøget, kan du kontakte projektansvarlige fra DTU Aqua, Eva Maria Pedersen på mail emp@aqua.dtu.dk.