DTU Aqua og Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) søger to danske fiskefartøjer, som vil deltage i et forsøgsfiskeri i op til 10 dage. Forsøget vil foregå i Skagerrak. Projektperioden er 15. oktober 2026 til 1. december 2026.
De deltagende fiskefartøjer skal anvende en nyudviklet todelt fangstpose med henblik på fangst af jomfruhummer. Fangstposen adskiller fisk i en øvre 120mm fangstpose fra jomfruhummere i en nedre 90 mm fangstpose. Forsøget gennemføres som led i afprøvningen af redskabets evne til at forbedre både størrelses- og artselektionen i bundtrawlsfiskeriet efter jomfruhummer og fisk i Skagerrak. Forsøget er finansieret af Fiskeafgiftsfonden.
Miljøstyrelsen annoncerer dette projekt for at skabe mulighed for, at alle interesserede fiskere kan ansøge om tilladelse til at deltage i dette forsøgsfiskeri, forudsat at man opfylder projektets krav. Der vil være mulighed for at få tildelt ekstra årsmængder som kompensation for gennemførelse af forsøgsfiskeriet.
Krav til de deltagende fartøjer
DTU Aqua og DFPO søger to fartøjer til at deltage i forsøgsfiskeriet. Et fartøj på under 16 m samt et fartøj på over 16 m. Fartøjerne skal opfylde følgende krav for at komme i betragtning til at deltage i forsøget:
- Fartøjerne skal være aktive i fiskeriet efter jomfruhummere i Kattegat/Skagerrak.
- Fartøjerne skal være udstyret med to-trawl system til fiskeri efter jomfruhummer og fisk.
- Fartøjerne skal være tilgængeligt til et 10 dages forsøgsfiskeri i perioden 15. oktober 2026 til og med 1. december 2026, endelig(e) togtperiode(r) aftales mellem fartøj og DTU Aqua.
- Fartøjerne skal have plads til 2 ekstra personer fra DTU Aqua ombord.
- Fartøjerne skal have plads til længdemåling af fangsten ombord og deltage heri.
- Fartøjerne og fartøjernes besætning bør have erfaring med jomfruhummerfiskeri og gerne erfaring fra lignende forsøgsfiskerier (ikke et krav).
- Ændringer f.eks. pga. for dårligt vejr aftales mellem DTU og fartøjet ud fra de konkrete omstændigheder.
- Fartøjerne skal overholde de aftaler, der indgås med DTU Aqua, DFPO og Miljøstyrelsen samt overholde betingelserne i de tilladelser, der bliver udstedt til fartøjet.
- Fartøjerne skal være antagelige.
- Fartøjerne skal ved ansøgning oplyse en charterpris pr. hele forsøgsdøgn (kr./døgn). Charterprisen skal være inklusiv alle omkostninger, herunder udgifter til skipper, besætningsmedlemmer, revisor og administration, samt fiskeredskaber, vedligeholdelse og udbedring af eventuelle skader på fartøj eller redskaber.
Fartøjer, der ikke opfylder de ovennævnte krav, vil ikke komme i betragtning.
Kompensation
Fartøjerne vil, som kompensation for gennemførelse af forsøgsfiskeriet, få tildelt en forsøgskvote på torsk, kuller og sej for Skagerrak, der kompenserer for forsøgsfiskeriets 10 dages varighed.
Kvoten vil blive beregnet ud fra den charterpris, fartøjerne oplyser.
Fartøjernes oplyste charterpris vil blive rimelighedsvurderet hvorefter kvoten vil blive tildelt.
Miljøstyrelsens værdifastsættelse af kuller, torsk og sej følger gennemsnitlige afregningspriser for 2025.
Den tildelte kvote er gældende for hele året 2026, og der foreligger ikke noget krav om, at kvoten skal fiskes samtidigt med at forsøget udføres.
Sådan ansøger du
Ønsker du at ansøge om at deltage, skal du udfylde bilag 2.3: ”Tilbud til deltagelse i projektet” samt en tro- og loveerklæring, som sendes til DTU Aqua på e-mail: lak@aqua.dtu.dk med Fiskeristyrelsen cc (forsoegsfiskeri@fvst.dk).
Hent bilag 2.3 med tro og love-erklæring på hjemmesiden
I mailens emnefelt skal der stå ”Ansøgning forsøgsfiskeri med todelt fangstposet” samt fartøjets ”havnekendingsnummer”, ”EU-identifikationsnummer” og ”navn”.
Ansøgningen skal være modtaget senest d. 06. oktober 2026.
Såfremt der modtages flere ansøgninger, som opfylder de oplistede krav, vil der blive foretaget lodtrækning blandt ansøgerne.
Har du spørgsmål til forsøget, kan du kontakte den projektansvarlige fra DTU Aqua, Ludvig Krag på e-mail lak@aqua.dtu.dk eller Henrik S. Lund fra DFPO på e-mail hl@dkfisk.dk.