Hvad skyldes importforbuddet?
Den russiske Veterinære- og plantesundhedsmyndighed Rosselkhoznadsor har oplyst Landbrugsstyrelsen, at importforbuddet skyldes fund af uønskede ukrudtsfrø.
Fundet udløser et meget bredt russisk importforbud på planter og planteprodukter, som eksporteres fra Danmark, og som ved eksport skal være fulgt af et plantesundhedscertifikat. Det omfatter både danske og ikke danske varer. Konsekvensen af fundet er langt udover praksis for hvad vi ellers ser.
Importforbuddet træder i kraft i dag d. 27. oktober 2023.
Konsekvenser for eksporten?
Landbrugsstyrelsen vurdere at konsekvenserne af importforbuddet er betydeligt mindre, end den potentielt kunne have været. Det skyldes, at en række varer, som potteplanter og juletræer, allerede er omfattet af EU-sanktioner mod eksport til Rusland. De eneste certifikatpligtige planter og planteprodukter, som indtil i dag er blevet eksporteret fra Danmark til Rusland, er frø til udsæd. Frø er ikke omfattet af EU-sanktionerne, men eksporten har været kraftigt faldende i forbindelse med krigen mellem Rusland og Ukraine.
Skrappere krav
Landbrugsstyrelsen oplever generelt, at de russiske myndigheder har mere omfattende krav og mere administrativt tunge procedurer, sammenlignet med andre lande. Desuden arbejdes der for, at indføre skrappere og mere ensartede krav for de ydre grænser af hele EAEU (Den Eurasiske Økonomiske Union), som Rusland er medlem af. Et af målene er, at sikre en højere grad af selvforsyning, som Rusland har arbejdet på i en længere årrække.
Du kan læse mere om EU-sanktionerne mod eksport til Rusland her
Du kan læse yderligere om import til Rusland og EAEU her
Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed, Team Plantetilsyn på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter&biosikkerhed@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressevagt på tlf. 72 18 58 05