Karantæneskadegørerne er særligt alvorlige skadegørere på planter, som potentielt kan gøre meget stor skade på natur- og kulturplanter, samt planteproduktionen. De findes som udgangspunkt ikke i EU. Hvis kommunernes medarbejdere eller andre borgere finder en karantæneskadegører, har de pligt til at anmelde fundet og myndighederne har pligt til at bekæmpe karantæneskadegøreren.
Karantæneskadegørere kan blive indslæbt til Danmark via handel og transport, samt med rejsende. Det er vigtigt, at holde øje og opdage forekomst i tide, så vi kan forebygge og undgå etablering.
Landbrugsstyrelsen har udbredt kendskabet til karantæneskadegørere via flere kampagner og andre indsatser, herunder ved at samarbejde med en række kommuner. I samarbejdet har Landbrugsstyrelsen udarbejdet undervisningsmaterialer og informationer om karantæneskadegørere og symptomer på angreb, som benyttes til efteruddannelse af ansatte. Med samarbejdet forventer Landbrugsstyrelsen, at kommunerne i højere grad er opmærksomme og vil opdage og anmelde eventuelle forekomster af karantæneskadegørere, inden disse når at etablere sig.
Kommunerne plejer store grønne arealer, som er værdifulde for borgerne og vigtige at passe på.
Du kan læse mere om samarbejdet med kommunerne og finde undervisningsmaterialer her
Anmeldelser via anmeldepligten i 2023
Landbrugsstyrelsen ser en tæt sammenhæng mellem indsatser, som gør opmærksom på området, og de anmeldelser, der kommer ind via anmeldepligten.
Der har i 2023 indtil nu været 31 anmeldelser via anmeldepligten. Anmeldelserne viser følgende:
- Ingen af anmeldelserne har vist sig at være fund af karantæneskadegørere.
- Ca. 80 % af anmeldelserne har været fra borgere.
- Borgerne har særligt anmeldt fund af biller og andre insekter i deres havers træer og på frugtbuske, samt fund af larver i frugt og grønt.
- Erhvervet har særligt anmeldt fund af biller og larver i træemballage og trævarer, samt fund af biller på lagre.
Udover ovenstående anmeldelser, har Landbrugsstyrelsen modtaget andre anmeldelser, hvoraf nogle desværre har været fund af karantæneskadegørere. Disse fund er typisk i produktioner, hvor der hentes planter hjem fra tredjelande.
Alle borgere er omfattet af anmeldepligten. Det gør en forskel når mange løbende holder øje.
Inden man anmelder et fund, er det altid en god ide, at forsøge at bestemme fundet og afgøre om der er tale om en karantæneskadegører. Det kan dog være svært, og vi anbefaler at anmelde fundet ved tvivl. Tag gerne fotos af dit fund.
Her kan du se faktaark over forskellige karantæneskadegørere, som vi særligt har fokus på i Danmark
Her kan du downloade vores plakat med udvalgte genkendelige karantæneskadegørere
Her kan du anmelde mistanke om fund af en karantæneskadegører
Kontakt
Du er velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed, Team Plantetilsyn på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail planter&biosikkerhed@lbst.dk.
Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressevagt på tlf. 72 18 58 05