Eksporterer du til Kina?

10-12-2025

Ny kinesisk lovgivning om registrering af eksportører implementeres d. 15. december 2025

Eksportører af en række landbrugsvarer kræves registreret grundet ny kinesisk lovgivning

Hvis du eksporterer visse planter og planteprodukter til Kina, skal du være opmærksom. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen er netop blevet informeret om, at der pr. 15. december 2025 implementeres en ny kinesisk lovgivning, kaldet ”Decree 219”, som supplerer eksisterende kinesisk lov om registrering af eksportører.

Det nye ”Decree 219” omhandler registrering af eksportører af landbrugsvarer. Det er uklart hvilke specifikke landbrugsvarer, der er tale om, men det ser ikke ud til, at frø til udsæd er omfattet i denne lovgivning.

Som eksportør bør du være opmærksom, hvis din eksportvirksomhed endnu ikke er registreret i Kina.
Vi opfordrer til, at eksportvirksomheder undersøger, hvorvidt de er omfattet af den ny ”Decree 219” og er i tæt kontakt med importøren. Importører vil muligvis have supplerende information om de nye krav. Det ser yderligere ud til, at det er importøren, som er involveret i registreringen af din eksportvirksomhed.    

Tidligere eksportørregistreringer under den eksisterende ”Decree 248” og det kommende ”Decree 280”, som træder i kraft per 1. juni 2026, omhandler særligt registrering af fødevareeksportører. Flere fødevareeksportører er således allerede registreret.

Læs yderligere via linket, som fører dig til USA's informationer om ”Decree 219”.

Du kan læse mere om ”Decree 219” her.

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte Planter & Biosikkerhed, Team Plantetilsyn på tlf. 72 18 56 00 eller e-mail planterogbiosikkerhed@lbst.dk.

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Landbrugs- og Fiskeristyrelsens pressevagt på tlf. 72 18 58 05