Ændring i praksis for udstedelse af stamcertifikater for frø af eg og ægte kastanje

01-10-2026

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ændrer praksis for så vidt angår udstedelse af stamcertifikater for frø af eg og ægte kastanje, der indsamles over længere perioder i takt med at frøene falder naturligt fra træerne.

Fra indeværende sæson for indsamling af forstligt formeringsmateriale, bliver det muligt for indsamlingsvirksomheder at omsætte frø af eg og ægte kastanje på ét stamcertifikat efter den sidste indsamling er foretaget.

Hvad består ændringen af?

Ændringen sker for at sikre mulighed for hurtig udsåning på planteskolerne, b.la. for at mindske tab af spireevne og sikre kvaliteten af frøene da den ellers ved længere opbevaring risikerer at falde drastisk. Praksisændringen sikrer, at indsamlingsvirksomheder løbende kan indsamle og levere frøene til planteskolerne til direkte udsåning. Så snart sidste indsamling af materialet i det pågældende modningsår er foretaget, skal den samlede indsamlede mængde anmeldes til Planter & Biosikkerhed, team Plantetilsyn på herkomst@fvst.dk. Herefter udsteder styrelsen et stamcertifikat på den indsamlede mængde, og materialet må omsættes.

NB! Det vil stadig være muligt at anmode styrelsen om certificering af en delmængde af det indsamlede materiale.

Mærkning af materialet

Når en indsamlingsvirksomhed indsamler egefrø eller frø af ægte kastanje og løbende leverer det indsamlede materiale, skal virksomheden sørge for at det indsamlede materiale bliver mærket som minimum med; 1) kåringsnummer, 2) modningsår samt 3) virksomhedens registreringsnummer. Mærkningen skal følge materialet ud på planteskolen, og planteskolen skal sikre samme mærkning i takt med, at materialet bliver udsået.
Når indsamlingen er afsluttet, og der er udstedt et stamcertifikat, skal planteskolen sørge for, at det udsåede er mærket i overensstemmelse med bilag 8, afsnit 2, i bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale.

For hvilket materiale gælder ændringen?

Ændringen er kun gældende for de omtalte frø, og gælder kun for indsamlinger, der sker på danske kåringer, der er listet på den danske kåringsliste.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller sende en e-mail til planterogbiosikkerhed@fvst.dk