Den 13. december 2024 trådte den ny de minimis forordning for landbrugsområdet i kraft. Dette medfører blandt andet et højere de minimis-støtteloft. I den anledning er de minimis bestemmelserne i Aktivitetsbekendtgørelsen for landbrugets fonde og Plantefondsbekendtgørelsen blevet opdateret, så ansøgere har mulighed for at søge om de minimis-støtte efter det nye højere støtteloft.
Europa-Kommissionen har pr. 13. december 2024 ændret de minimis-forordningen for landbrugsområdet.
Ændringen vedrører en forøgelse af beløbsgrænsen fra 20.000 EUR til 50.000 EUR, ligesom forordningens gyldighedsperiode er forlænget indtil den 31. december 2032. Hertil indføres krav om indberetning fra 2027 i et kommende register for de minimis støtte, der skal sikre overblik og viden om, hvem der har modtaget de minimis støtte på tværs af offentlige myndigheder. Endelig er der en række mindre ændringer.
På Landbrugs- og Fiskeristyrelsens område får ændringen af de minimis-forordningen betydning for følgende bekendtgørelser:
- Plantefondsbekendtgørelsen jf. Bekendtgørelse nr. 74 af 28/01/2025 om Fonden for Plantebaserede Fødevarer.
- Aktivitetsbekendtgørelsen jf. Bekendtgørelse 75 af 28/01/2025 om støtte til fordel for primær jordbrugsproduktion og forarbejdning af landbrugsprodukter omfattet af EU´s statsstøtteregler og finansieret af landbrugets promille- og produktionsafgiftsfonde m.v.
For at ansøgere til tilskudsrunderne i Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden) og Landbrugets promille- og afgiftsfonde kan søge om de minimis-støtte inden for landbrugsområdet efter det nye forhøjede støtteloft for en 3-årig periode, er der blevet foretaget en teknisk justering i begge bekendtgørelser. Bekendtgørelserne træder i kraft 3. februar 2025.
Links til de relevante regler:
Plantefondsbekendtgørelsen
Aktivitetsbekendtgørelsen
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2024/3118 af 10. december 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 1408/2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren