Det vrimler med gode grønne ideer rundt om i Danmark. Det kunne også mærkes, da Grønt Udviklings- Demonstrationsprogram (GUDP) tidligere på året søgte projekter i årets første ansøgningsrunde. Her blev der nemlig samlet søgt for mere end 350 millioner kroner til mere end 50 forskellige projekter. Efter en gennemgang af de mange ansøgninger, har 15 projekter nu fået tilsagn om tilskud for i alt 105 millioner kroner.
”Den grønne omstilling af fødevaresektoren kræver, at vi hele tiden udvikler vores fødevareproduktion. GUDP uddeler hvert år et større trecifret millionbeløb til ambitiøse projekter, der er med til at sikre, at vi får en endnu bedre og mere bæredygtig produktion af fødevarer. De 15 projekter, som vi i denne omgang giver støtte til, spænder bredt over vores grønne indsatsområder, og vil arbejde med alt lige fra bekæmpelse af bladlus ved brug af guldøjer, over udvikling af en ny plantebaseret proteindrik med mikroalger målrettet sundhedssektoren, til udvikling af et nyt foderprodukt på strandkrabber målrettet fiskeopdræt”, fortæller formand for GUDP, Mikael Thinghuus.
I 2025 har GUDP fokus på at støtte projekter, der arbejder med lavere klimabelastning eller med reduktion af kvælstof til vandmiljøet i Danmark. Mere end 50 procent af midlerne fra første ansøgningsrunde er derfor blevet tildelt projekter, der arbejder med at begrænse udledningen af klimagasser eller reducere påvirkning af miljøet fra kvælstof, fosfor og pesticider.
Hvad støtter GUDP?
Planteboost – tilsagn på 4,2 millioner kroner.
Projektet vil udvikle en plantebaseret proteindrik målrettet sundhedssektoren, der samtidig er økologisk, bæredygtig, cleanlabel og velsmagende. Sundhedssektoren har et konkret behov for proteindrikke, der understøtter hospitalspatienters ernæring og bidrager til helbredelsen.
KLIMAFEDT – tilsagn på 9,7 millioner kroner.
Projektet vil udvikle nye fedtrige fodermidler til malkekøer, der kan reducere malkekøernes metanudledning. Samtidig øger foderfedt energikoncentrationen i foderet, hvilket sikrer en høj mælkeydelse. De nye fedtrige fodermidler kan være et alternativ til mere traditionelle palmeolie-baseret produkter. Foderfedt baseret på palmeolie har dog en række gunstige egenskaber for koens fordøjelse og mælkeproduktion, hvorfor projektets mål er at udvikle en metode til forarbejdning af bl.a. rapskager, med henblik på at gøre dansk raps til et muligt alternativ til importeret palmeolie.
NYTFRI – tilsagn på 1,5 millioner kroner.
Projektet vil færdigudvikle en ny metode til biologisk bekæmpelse af bladlus i frilandsproduktionen af salat. Bladlus er et udbredt problem, der i dag behandles med brug af insekticider. Metoden, som projektet har udviklet, gør det muligt at fordele guldøjeæg jævnt i væske, der kan udbringes med standard marksprøjter. Guldøjer er en hjemmehørende og effektiv art til bekæmpelse bladlus, og har været brugt til bekæmpelse af bladlus i væksthusindustrien i over 30 år. De klassiske metoder til udspredning kan imidlertid ikke skaleres til produktion på friland, hvilket projektet vil at ændre.
CRABEX – tilsagn på 10,1 millioner kroner.
Projektet vil forbedre cirkulariteten og forretningsmodellen for proteinproduktion på strandkrabber. Ved at styrke værdikæden omkring strandkrabber, vil projektet samtidig forbedre de danske marine økosystemer såvel som biodiversitet, idet strandkrabber udgør et voksende problem, der forstyrrer økosystemerne. Projektet vil derfor udvikle en bæredygtig metode til ekstraktion af bl.a. proteiner og mineraler fra strandkrabbens skal, som kan anvendes som ingredienser i foder til akvakultur.
Du kan se listen over alle de projekter, der har modtaget tilsagn fra første runde på www.gudp.dk eller i GUDPs tilsagnskatalog her: Link til tilsagnskatalog for GUDPs første ansøgningsrunde 2025