Generel dispensation fra visse regler om tilladelse til fiskeri ved håndbrejling, håndopsamling og skrab efter stillehavsøsters i Limfjorden

27-06-2025

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har den 26. juni 2025 meddelt generel dispensation fra følgende tre forhold vedrørende fiskeri ved håndbrejling, håndopsamling og skrab efter stillehavsøsters i Limfjorden:

  1. For så vidt angår tilladelse til håndbrejling og håndopsamling af stillehavsøsters i Limfjorden dispenseres fra krav i § 5 eller § 6 i bekendtgørelse nr. 2298 af 3. december 2021 om regulering af fiskeri efter muslinger og østers (muslinge- og østersbekendtgørelsen) om, at tilladelse kun kan gives til ejere af fartøjer, der disponerer over fartøjstilladelsesandele (FTA), eller er indplaceret som mindre aktive østersfartøjer.
  2. For så vidt angår håndbrejling og håndopsamling af stillehavsøsters i Limfjorden dispenseres fra krav om dybdegrænse i § 7 i muslinge- og østersbekendtgørelsen.  
  3. For så vidt angår fartøjer, der anvendes til håndbrejling, håndopsamling af og skrab efter stillehavsøsters i Limfjorden, dispenseres fra krav om en dybdegang på mellem 1,5 meter og 2,5 meter i § 27, nr. 1, litra c, i bekendtgørelse nr. 870 af 21. juni 2023 om fartøjer, der anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand (kapacitetsbekendtgørelsen).

På baggrund af den generelle dispensation har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen den 26. juni 2025 udstedt tilladelser til håndopsamling og brejling efter stillehavsøsters i Limfjorden.