Har du planer om en tur ud i det grønne i weekenden? I så fald er du ikke den eneste, for søndag den 14. september er havefolket i gang. Det er nemlig Havens Dag, hvor havecentre og planteskoler fejrer haven og alle dens vidunderligheder. Dagen er derfor også en oplagt anledning til at lægge planer for den kommende havesæson, plante nye gevækster og få bedene til at stå snorlige, så de kan blomstre fint til foråret.
Men inden du går shopamok med nye planter og frø til haven, så kan det være en god ide at have styr på, hvor dine nye planter og frø kommer fra. Planter og frø fra lande uden for EU kan nemlig indeholde bakterier, svampe, insekter eller virus, der kan true natur og planteproduktion i Danmark. Derfor opfordrer Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i forbindelse med Havens Dag til, at man køber planter og frø hos et fysisk salgssted og er ekstra opmærksom ved handel på internettet.
”Det kan være fristende at shoppe planter og frø på internettet, men det kræver omhu, hvis de planter og frø, man køber, er fra lande uden for EU. Vi råder derfor til, at man køber planter og frø i en fysisk butik eller på hjemmesider, som står inde for, at produkterne overholder både dansk lovgivning og EU-lovgivning. På den måde kan man som haveejer være med til at sikre, at vi ikke får alvorlige skadegørere som fx bakterier, svampe, insekter eller virus ind i vores haver og natur i Danmark,” siger Kristine Riskær, kontorchef for Planter & Biosikkerhed i Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
PlantHealth4Life-kampagne
Opfordringen fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen sker som led i EU-kampagnen PlantHealth4Life, der har til formål at gøre borgere i Europa mere opmærksomme på, hvor vigtig plantesundhed er for vores natur, miljø, økonomi og dagligdag.
Du kan læse mere om kampagnen
Læs mere om plantesundhed