Lystfiskeri efter tun i Danmark er startet

10-09-2025

Fiskeriet efter tun er i gang. Foreløbigt har 28 fartøjer modtaget tilladelse til at fange én tun i Skagerrak, Kattegat eller Øresund.

Siden den 8. september har fartøjer, som har fået tilladelse til at fange én almindelig tun kunne påbegynde deres fiskeri. Indtil videre har Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udstedt tilladelser til fiskeri efter tun til 28 fartøjer.

Fiskeriet sker i den danske del af Skagerrak, Kattegat og Øresund fra den 8. september til den 26. september 2025 og fra den 6. oktober til den 31. oktober 2025.

I de første 24 timer af fiskeriet er der landet seks tun. Hver tun forventes at veje omkring 250 – 350 kg.

Fiskeriet stoppes, når kvoten for 5 ton tun er opfisket. Fartøjerne skal hver især stoppe fiskeriet, når de har fanget én tun.

Tilladelser til tunfiskeriet er udtrukket via lodtrækning blandt de 69 ansøgere.