Faglig meddelelse – Eksportpakker

16-07-2026

Kravene til eksport af kartofler er blevet opdateret. Her finder du information om eksportpakker, tredjelandes importkrav, nødvendige undersøgelser og krav til dokumentation ved ansøgning om plantesundhedscertifikat.

Krav til eksport af kartofler er blevet opdateret

Informationerne findes på styrelsens hjemmeside og er udarbejdet på baggrund af de informationer vi har. Det er ikke alle lande, der har tilgængelige importkrav. Der kan derfor være krav, som vi ikke har oplysninger om. I nogle tilfælde stammer oplysningerne fra andre eksportlande. Betingelserne kan desuden ændre sig i løbet af eksportsæsonen.

Hvis du vil eksportere til lande, som ikke fremgår af oversigten, er det vigtigt, at du oplyser os om det i god tid, så vi har mulighed for at indhente det pågældende lands importkrav. Vi vil desuden opfordre til, at du informerer os om krav, som du har modtaget fra importøren.

Rekvirér ekstra undersøgelser af dine kartofler

Alt efter om du skal eksportere læggekartofler eller konsumkartofler, kan der være behov for ekstra syn eller undersøgelser. Disse oplysninger vil du kunne finde i eksportpakkerne, hvor det er angivet, hvilke krav der er til marksyn, partikontrol og laboratorieanalyser. Er der krav om ekstra undersøgelser af dine kartofler før eksport, skal du selv rekvirere dem, ved at udfylde blanketterne med oplysninger om hvad der skal synes for.  

Her finder du blanketterne til rekvirering af ekstra undersøgelser.

Bestilling af plantesundhedscertifikat i TRACES

Ved anmeldelse af eksport og bestilling af plantesundhedscertifikat i TRACES skal der vedhæftes dokumentation for opfyldelse af det pågældende tredjelands krav. Det er altid eksportørens ansvar at en sending lever op til tredjelandets krav og at den nødvendige dokumentation er tilgængelig for os, så vi kan vurdere om der kan udstedes et plantesundhedscertifikat.

Det skal du huske, når du bestiller et plantesundhedscertifikat i TRACES:

  • Skriv information om partiet (høstnummer/avlernummer/sortsnavn/sorteringsstørrelse) i felt 8 "Kendetegn"
  • Vedhæft kontrolrapporter for ekstra marksyn og partikontrol, hvis der er krav om dette
  • Vedhæft analysebeviser, hvis der er krav om test for frihed for specifikke skadegørere
  • Hvis du har modtaget en importtilladelse fra importlandet, skal denne også vedhæftes
  • Angiv evt. behandling i feltet hertil

 

Hvor finder jeg tredjelandes krav når jeg skal eksportere læggekartofler?

Du kan finde en række tredjelandes krav til læggekartofler på vores hjemmeside. I oversigten kan du slå de enkelte tredjelande op og finde eksportbetingelserne.

 Her kan du finde krav til en række tredjelande ved eksport af læggekartofler.

Hvor finder jeg tredjelandes krav når jeg skal eksportere konsumkartofler?

Her kan du finde krav til en række tredjelande ved eksport af konsumkartofler.  

Særligt for eksport af konsumkartofler til Norge

Norge modtager elektroniske plantesundhedscertifikater og reeksportcertifikater fra Danmark. Det er vigtigt at feltet ”Intended use” i TRACES er udfyldt før plantesundhedscertifikatet udstedes. Her skal vælges ”Konsum” eller ”Human Consumption”. Dette er nødvendigt for at certifikatet indlæses korrekt i Norges elektroniske certifikatsystem DigiPlant. Hvis ikke feltet er udfyldt er der risiko for at sendingen afvises ved importkontrollen.

Når certifikatet er godkendt i TRACES, sendes det originale certifikat elektronisk videre til Norge. Det betyder, at du ikke får et originalcertifikat i hånden. Du har altid mulighed for selv at printe kopier af certifikatet direkte fra TRACES.

 

Generelt ved eksport

Det er altid eksportørens ansvar, at en vare opfylder tredjelandes krav. Hvis varen følges af træemballage, stiller mange lande desuden krav om, at træemballagen er ISPM 15-mærket.

For at kunne få udstedt et plantesundhedscertifikat, skal du være registreret som eksportør hos Planter & Biosikkerhed, og vi skal vurdere, at din vare opfylder tredjelandets krav til plantesundhed.

I Danmark er det alene Planter & Biosikkerhed, som udsteder plantesundhedscertifikater, som er officielle myndighedsdokumenter. Ulovlig udstedelse af plantesundhedscertifikater eller anden snyd med disse er strafbart og anmeldes til politiet.