Indførsel af træemballage fra andre EU lande

Træemballage kan passere frit mellem EU medlemslande, med undtagelse af Portugal og visse områder i Spanien, uden at være ISPM-15 mærkede.

En stor del af de enheder, der benyttes ved flytning mellem EU-lande, er dog ISPM-15 mærkede, så de også kan benyttes til handel ud over EU's grænser. 

Virksomheder, der indfører træemballage fra visse dele af Portugal og Spanien, skal være opmærksomme på, at træemballage produceret af nåletræ (Pinales) skal være behandlet og mærket efter den internationale standard ISPM 15, selvom det er indenfor EU. Dette indebærer, at træemballagen er varmebehandlet eller gasset, og at træet er mærket med IPPC-logo og med angivelse af, hvilken behandling der er udført.

Kravet gælder både træemballage, der anvendes til transport af varer, men også for træemballage, der er en vare i sig selv. 

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen foretager hvert år stikprøvekontrol på træemballage, der indføres fra områderne for at sikre, at kravet overholdes.

Kravet om ISPM 15-mærket træemballage gælder for Portugal (fastlandet og øen Madeira) og visse områder i Spanien.

På EU Kommissionens hjemmeside kan du se en liste over de præcise områder i Portugal og Spanien. 

Liste over afgrænsede områder for forekomst af fyrretræsnematode, 

Hvis du indfører træemballage af nåletræ eller varer, der transporteres på træemballage af nåletræ, fra ovenstående områder, skal du derfor sikre dig, at træemballagen er behandlet og mærket efter den internationale ISPM 15-standard.

Kravet om behandling af træemballage fra Portugal og Spanien skyldes, at der i de pågældende områder er udbrud af fyrrevednematode (Bursaphelenchus xylophilus). 

Fyrrevednematode er en karantæneskadegører, og EU har derfor indført hasteforanstaltninger for at sikre, at fyrrevednematoden ikke spredes til resten af EU. Læs hasteforanstaltningen på EU Kommissionens hjemmeside. 

Faktaark om fyrrevednematoden

Hasteforanstaltningen om nødforanstaltninger til forebyggelse af spredning af Bursaphelenchus xylophilus (fyrrevednematoden)

Kontakt

Planter & Biosikkerhed
Tlf: 72 18 56 00
Mail: Planterogbiosikkerhed-@lfst.dk