Bevaring af husdyrgenetiske ressourcer

Genetisk mangfoldighed definerer ikke alene husdyrracernes produktions- og funktionelle egenskaber, men også evnen til at tilpasse sig til forskellige miljøer, inklusive foder og vand tilgængelighed, klima, skadedyr og sygdomme samt evnen til at tilpasse sig markedets præferencer.

Husdyrgenetiske ressourcer udgør summen af mangfoldighed af racer – både de moderne produktionsracer og de gamle husdyrracer.

Nutidens moderne landbrug har betydet en specialisering i avlen inden for højtydende husdyrracer. En specialisering, der bygger på en forholdsvis lille genetisk variation indenfor racerne.

Bevaring af gener fra husdyr, der i en produktionsmæssig sammenhæng ikke er så interessante, kan derfor være vigtig for at sikre en stor genetisk variation, der i fremtiden kan være med til at sikre fødevareproduktionens tilpasningsevne i forhold til for eksempel nye sygdomme og ændret klima.

Bevaring af gamle racer, typer og linjer af husdyr kan derfor betyde, at egenskaber, som her og nu er uden produktionsmæssig betydning, bevares for eftertiden.

De gamle husdyrracer kan desuden have betydning forskningsmæssigt i eksempelvis undersøgelser af husdyrs tilpasning til forskellige miljøforhold eller undersøgelser af resistens mod sygdomme og parasitter.

Endelig har de gamle husdyrracer også betydning kulturhistorisk, da de giver os forståelse for vores fortid. 

For at medvirke til bevaringen af de husdyrgenetiske ressourcer udbetaler Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri årligt dyretilskud til avlere af bevaringsværdige husdyrracer af kvæg, svin, heste, får og geder.

Tilskud til bevaring af gamle danske husdyrracer

De første husdyr

De første husdyr blev tæmmet for 10 – 11.000 år siden i Mellemøsten og den vestlige del af Asien, sandsynligvis som reaktion på stigende befolkningstæthed og ændrede klimatiske forhold. I løbet af de næste 1.000 år opstod de dyr, som vi i dag kender som husdyr.

Fra midten af det nittende århundrede vandt renavl indpas og mange af vore dages husdyrracer – de såkaldte kulturracer - opstod.

Racebegrebet blev knyttet til de forskellige fysiske karakteristika som for eksempel farve, aftegning og horn.

Endvidere blev der indført mange foranstaltninger, som for eksempel stambøger, raceforeninger og dyrskuer for at fremavle husdyr med bestemte egenskaber. På denne måde opstod de mange forskellige racer, der prægede husdyravlen i første halvdel af det tyvende århundrede.

Moderne racer

De moderne racer er et resultat af nye reproduktionsmetoder som vandt indpas i 1960'erne. Reproduktionsmetoder som kunstig inseminering og udbredt international handel med avlsdyr, sæd og embryoner.

Disse racer har på grund af deres gode produktionsegenskaber udkonkurreret de gamle racer, der ikke var så produktive, men ofte tilpasset til de lokale forhold.

Et eksempel på en moderne race er Holstein Friesian-malkekvæg, der på grund af en høj mælkeydelse nu er vidt udbredt over hele verden. Desværre er den genetiske variation indenfor denne race lille, da der har været anvendt ganske få tyre. I USA ligger den effektive populationsstørrelse således på mellem 50 og 100 dyr ud af en samlet population på 8,5 millioner Holstein Friesian-malkekvæg. Den effektive populationsstørrelse er et mål for genetisk slægtskab som givet ved en ideel population hvor et lige antal hanner og hunner har mulighed for at avle frit og dermed genetisk bidrager lige meget til den efterfølgende generation.

Avlernes krav til moderne husdyrs egenskaber er ligesom de samfundsgivne produktionsbetingelser under stadig forandring, hvilket styrer racernes fortsatte udvikling og forandring.

Gamle racer

Mange af de gamle racer, fra før de moderne reproduktionsmetoder vandt indpas, er forsvundet. FAO har skønnet at cirka 20% af verdens kendte husdyrracer er i fare for at uddø samt at der i gennemsnit går én husdyrrace tabt hver måned.

I Danmark begyndte nogle få private avlere i løbet af 1980'erne at skabe interesse for bevaring af de oprindelige danske husdyrracer, og cirka samtidig med anskaffede en del museer oprindelige danske husdyrracer.

Oprindelige danske husdyrracer

I de moderne racer er den genetiske variation lille, da der generelt har været anvendt relativt få avlsdyr til at danne store populationer.

Specielt indenfor malkekvæg findes en række arvelige sygdomme, der som følge af den intensive brug af relativt få tyre i avlsprogrammerne har gjort, at de arvelige sygdomme er blevet spredt i populationen, inden det sygdomsfremkaldende gen er blevet erkendt og identificeret.

Det er derfor vigtigt at sikre, at stor genetisk variation indenfor racerne bevares, så husdyrarterne fremover kan tilpasses nye produktionsbetingelser.

Et bæredygtigt avlsarbejde skal ikke alene sikre en god produktion, men også resultere i robuste, sunde dyr med gode reproduktionsegenskaber.

Bevaring af husdyrgenetiske ressourcer er derfor også rettet mod de moderne husdyrracer, da disse skal være med til at sikre et bæredygtigt avlsarbejde også for disse racer.

Fremtidens fødevareforsyning kan have fordel af at få tilført ny genetisk variation fra en eller flere af de gamle husdyrracer. En tommelfingerregel inden for genetikken siger, at halvdelen af den genetiske diversitet i en husdyrart findes mellem racerne og den resterende halvdel indenfor racerne.  

Når en race er uddød betyder det, at racens genetiske diversitet ikke længere er i tilgængelig for eftertidens avl.  

Bevaringsudvalget varetager på vegne af Miljø- og fødevareministeren den overordnede koordinering af arbejdet vedrørende genressourcer hos danske husdyr.  

Det rådgivende bevaringsudvalg for danske husdyrgenetiske ressourcer hos oprindelige danske husdyrracer

Biodiversitetskonventionen

Danmark tiltrådte sammen med 189 andre lande Biodiversitetskonventionen i 1993, som udgør den overordnede strategiske ramme for at sikre global biologisk mangfoldighed.

I Biodiversitetskonventionen er beskyttelse af genressourcer et centralt emne. Begrebet genetiske ressourcer omfatter både den samlede genpulje, som en population af individer tilsammen har, og den genmasse som det enkelte individ har. Bevaringen af genressourcerne gælder både husdyr og vilde dyr samt dyrkede og vilde planter.

Genressourceforpligtelserne omfatter blandt andet:

• Bevaring af genetiske ressourcer under hensyntagen til artens mulighed for at tilpasse sig ændringer i fremtiden (evolution) samt behovet for genressourcer til forædling og biologisk produktion (husdyr, afgrøder, træer, medicin, fødevarer etc.)
• Adgang til og udbyttedeling af genetiske ressourcer
• Biosikkerhed i forbindelse med genetisk modificerede arter
• Biodiversitetskonventionen fastslår blandt andet landenes suveræne rettigheder til egne genetiske ressourcer og udstikker forpligtende retningslinjer til medlemslandene for det nationale ansvar for bevaring, bæredygtig udnyttelse, adgang samt retfærdig deling af udbyttet ved brugen af disse genetiske ressourcer, herunder jordbrugets genetiske ressourcer.

Aichi-målene

Parterne bag biodiversitetskonventionen vedtog i 2010 en strategisk plan frem mod 2020 der indeholdt:

• Mål om at standse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020
• 20 konkrete delmål (Aichi-målene)
• Foreløbigt mål om forøgelse af ressource-mobilisering
• Et af Aichi-delmålene vedrører jordbrugets genetiske ressourcer:

Delmål 13: I 2020 er den genetiske mangfoldighed hos de dyrkede planter og hos husdyr og deres vildtlevende slægtninge, herunder hos socio-økonomisk og kulturelt værdifulde arter, bevaret, og strategier for minimering af genetisk erosion og beskyttelse af deres genetiske variation er udviklet og implementeret.

Interlaken Deklarationen

FAO’s medlemslande (herunder Danmark) tiltrådte i september 2007 Interlaken Deklarationen om husdyrgenetiske ressourcer.

Landenes tiltrædelse af Deklarationen har ikke ændret på den gældende nationale og internationale lovgivning. Det betyder, at de enkelte lande stadig har det suveræne ansvar.

Den tiltrådte deklaration er i sin form en hensigtserklæring. Landene har gennem Interlaken Deklarationen tilkendegivet at ville bevare og anvende de husdyrgenetiske ressourcer bæredygtigt med henblik på at sikre den globale fødevaresikkerhed, sikre udvikling i lokalsamfundene samt fremme anvendelsen af husdyr i landskabsplejen, og endelig at skabe rammer for nicheproduktioner med udgangspunkt i lokale racer.

FAO’s globale handlingsplan for husdyrgenetiske ressourcer

Handlingsplanen skal sikre de enkelte landes proces for rapportering, analyse og debat. Dog indeholder handlingsplanen også følgende fire strategiske indsatsområder:

• Karakterisering, kortlægning og overvågning af udviklingen og dertil knyttede risici
• Bæredygtig anvendelse og udvikling
• Bevaring
• Politiker, institutioner og kapacitetsopbygning

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling

FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere i 2015. Målene trådte i kraft i 2016 og udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FNs 193 medlemslande til blandt andet helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder og skabe mere bæredygtig økonomisk vækst.

Jordbrugets genetiske ressourcer fremgår af delmål 2.5 under mål 2 ”stop sult”:

Inden 2020 skal den genetiske diversitet bevares for såsæd, opdyrkede planter, landbrugsopdræt og husdyr, samt deres relaterede vilde arter, herunder gennem fornuftigt forvaltet og diversificerede såsæd- og plantegenbanker på nationalt, regionalt og internationalt niveau, og der skal fremmes adgang til, samt retfærdig fordeling af goderne ved udnyttelse af de generiske ressourcer og den associerede traditionelle viden, som internationalt aftalt.

Delmål 2.5 har følgende indikatorer:

• 2.5.1 Antal plante- og dyregenetiske ressourcer til brug for fødevarer og landbrug sikret i enten mellemlange og langvarige bevarelsesfaciliteter
• 2.5.2 Andel lokale racer, der er klassificeret som værende i fare, ikke i fare eller på et ukendt niveau af fare for udryddelse