Den danske plantesundhedsmyndighed udspringer af et pionerarbejde for over 100 år siden i regi af dengang Landbrugsministeriet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Statens Planteavlsudvalg og Statens plantepatologiske Forsøg under Statens Planteavlsforsøg.
Fremsynede og engagerede mennesker etablerede, parallelt med opbygningen af de plantepatologiske forsøg, planteavlsforsøgene og i samspil med professoraterne i discipliner som plantepatologi, forstpatologi og entomologi, de vigtige grundsten til et dansk offentligt tilsyn for plantesygdomme. Undervisning i plantesygdomme var indledt ved Landbohøjskolen allerede i 1883, som det første sted i verden.
Indsatserne førte til etableringen af et offentligt dansk plantetilsyn i 1913, med domicil på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg i København.
Myndigheden blev hovedsageligt oprettet for at Danmark kunne stille garantier om, at danske planter var sunde, inden de skulle eksporteres til andre lande i verden. Dette skulle ske ved udstedelse af plantesundhedscertifikater, som også i dag udgør en hjørnesten i den danske plantesundhedsmyndigheds arbejde.
I første omgang drejede det sig om eksport af planteskoleplanter og kartofler til USA. ”De Nordamerikanske Fristater”, som USA hed dengang, havde nemlig lukket for importen af oversøiske planter. Amerikanerne havde erkendt, at udenlandske planter kunne medbringe plantesygdomme og skadedyr, som udgjorde en trussel mod den amerikanske natur.
Det formodentligt første danske plantesundhedscertifikat blev udstedt af Landbrugsministeriets Tilsyn med Planteskoler og Planteskoleartikler den 17. marts 1913. Certifikatet udstedtes på baggrund af en inspektion den 15. marts 1913, gennemført af mykolog og assistent J. Lind, Korsør, for en sending roser og frugttræer til USA fra Mathiesens Planteskole i Korsør. Certifikatet bærer, foruden assistent Linds signatur, professor Boas og professor Kølpin Ravns underskrifter.
Det formodentlige første plantesundhedscertifikat.
Mange andre lande fulgte hurtigt efter, og lukkede også deres grænser for import af planter. De danske gartnerier og planteskoler blev presset og ønskede en løsning. Dermed blev grundstenen lagt til oprettelse af ”Landbrugsministeriets Tilsyn med Planteskoler og Planteskoleartikler”, som myndigheden hed dengang. Tilsynet skiftede samme år navn til ”Landbrugsministeriets Tilsyn med smitsomme plantesygdomme”. I 1946 skiftede myndigheden navn til ”Statens Plantetilsyn” og flyttede senere kontoret til Gersonsvej i Hellerup. I 1990 blev myndigheden til en myndighed i myndigheden, som den også er i dag, idet den blev integreret i Plantedirektoratet i Lyngby.
Lige siden myndigheden blev oprettet havde plantesundhedsmyndighedens laboratorium for diagnostik været en integreret del af myndighedens arbejde. I 2011 da Plantedirektoratet blev fusioneret med Fiskeridirektoratet og FødevareErhverv, hvorved NaturErhvervstyrelsen blev dannet, overgik det diagnostiske laboratorium til Fødevarestyrelsen, hvor det stadig ligger i dag.
NaturErhvervstyrelsen er sidenhen blevet omdøbt til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen og senere til Landbrugsstyrelsen, hvor plantesundhedsmyndigheden er placeret i dag.
Den første lov om plantesundhed
"Berberis-loven" - det første eksempel på anvendelse af lovgivning til bekæmpelse af plantesygdomme i Danmark
Rejste man med jernbane i Danmark i første halvdel af 1900-tallet, blev man i ventesalen på alle landets stationer mødt af en plakat med et billede af planten berberis med teksten:
"Berberisbusken er forbudt ifølge Lov om Foranstaltninger mod Udbredelsen af Rustsvampe".
Den første lov om plantesundhed som offentlig plakat.
Det var første gang, bekæmpelse af en plantesygdom blev iværksat ved lovgivning og med en kampagne, der var rettet mod offentligheden.
Bønder havde længe vidst, at kornet blev mere medtaget af rustsvamp, hvis marken lå i nærheden af levende hegn med berberisbuske. Man ville dog ikke lægge berberisbusken for had. Den blev anbefalet af Landhusholdningsselskabet på grund af sin værdi som hegnsplante og på grund af de vitaminrige frugter.
Hvad man imidlertid ikke vidste var, at rustsygdom i kornet skyldtes en mikroskopisk svamp, og at svampen tilmed var afhængig af to forskellige planter: græs og berberis. Problemerne med rustangreb i kornet voksede, og der opstod en konflikt mellem tilhængere og modstandere af berberis, "berberisfejden", som fortsatte op gennem 1800-tallet.
Først i 1865 fandt man ud af, at sygdommen på korn og på berberis skyldtes den samme svamp. I 1869 besluttede man med ”Hegnsloven” at iværksætte bekæmpelse af sygdommen ad lovgivningens vej. Loven gav mulighed for påbud om at fjerne berberisbuske, men loven blev ikke håndhævet. Først da man efter et voldsomt angreb af rust i kornet vedtog "Berberisloven af 1903", fik man et effektivt juridisk grundlag for at udrydde berberis.
Med plakaten lykkedes det at skabe offentlig opmærksomhed om lovens bestemmelser.
Anmeldepligt - ingen ny opfindelse
Anmeldepligt for fund af karantæneskadegørere er ingen ny opfindelse. Sig ordet karantæneskadegører, og mange tænker straks ”Coloradobiller!”.
I anden halvdel af 1900-tallet var coloradobiller jævnligt omtalt i nyhedsmedierne. De er meget alvorlige skadedyr i kartoffeldyrkningen, og man frygtede en invasion, der ville ødelægge høsten.
Allerede i 1950 blev coloradobillen omfattet af Loven om Offentlig Bekæmpelse, og der blev indført pligt til at anmelde enhver mistanke om fund. Plakater blev sat op med de iøjnefaldende biller med påbud om, at alle formodede fund måtte ”uopholdelig anmeldes til Landbrugets tilsyn med smitsomme Plantesygdomme”, og Dansk Kulturfilm producerede ligefrem en kortfilm, ”Stands coloradobillen!”.
Coloradobillen – der har fået sit danske navn efter staten Colorado, hvor den i 1800-tallet for første gang kastede sig over kartofler – er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når en skadegører bliver tilfældigt indslæbt i forbindelse med import af varer. Billerne kom med skibstransporter fra Nordamerika til Europa omkring århundredskiftet, og i 1922 havde de spredt sig over et stort område omkring Bordeaux. Lynhurtigt bredte coloradobillen sig ud over Frankrigs grænser. Et internationalt samarbejde om at udrydde den mislykkedes pga. 2. verdenskrig, og i slutningen af 1940’erne var den blevet et frygtet skadedyr i kartoffelavlen i det meste af Europa syd for Danmark.
I 1949 blev de første coloradobiller fundet i Sønderjylland. Sidenhen har de med mellemrum forekommet i danske kartoffelmarker. Billerne er gode flyvere, og de kan komme i 100.000-vis over Østersøen til landets sydlige egne og invadere kartoffelmarkerne.
Pligten til at anmelde fund af coloradobiller blev ophævet i 1997.
Oplysningsplakat om at anmelde fund af coloradobillen til Landbrugsministeriet.