Ansøg om at få grundmateriale godkendt som forstligt formeringsmateriale og kåret til et formål

Du kan søge om godkendelse og kåring af en bevoksning eller frøplantage af skovtræer. Der kan høstes frø fra træerne til kommende generationer.

Godkendelse og kåring af en bevoksning eller frøplantage af træer er en udvælgelse af forældretræer af god kvalitet. Fra disse træer kan der høstes forstligt formeringsmateriale til kommende generationer af skovtræer.

Ønsker du, at få en bevoksning godkendt og kåret til et bestemt formål, skal du sende en anmeldelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen med kopi til Kåringsudvalgets Sekretariat. E-mail fremgår af anmeldelsesskemaerne.

Der er fire forskellige anmeldelsesskemaer. Du skal bruge det, der er relevant for din bevoksning.

Anmeldelsseskema frøavlsbevoksning

Anmeldelsesskema klon-frøplantage

Anmeldelsesskema frøplante-frøplantage

Anmeldelsesskema klon-kvarter

OBS! Hvis du ønsker at få din anmeldelse bedømt i indeværende år, med efterfølgende afgørelse om kåring i efteråret, skal du indsende anmeldelse med alle de nødvendige oplysninger senest d. 1 april. Anmeldelser modtaget efter 1. april forventes ikke at kunne blive færdigbehandlet i indeværende år.

For anmeldelser, der er indsendt til styrelsen inden 1. april, bestræber vi os på at færdigbehandle anmeldelserne og dermed træffe afgørelserne i efteråret samme år. Alle anmeldte bevoksninger besigtiges i løbet af sommeren med henblik på, at styrelsen træffer en afgørelse, tidligst i efteråret. Mængden af indkommende ansøgninger afgør, om alle anmeldelser kan blive færdigbehandlet i indeværende år.

Ejeren af en bevoksning eller frøplantage anmelder materialet til godkendelse og formålskåring. Inden godkendelse og kåring vil en række eksperter besigtige den anmeldte bevoksning eller frøplantage. På grundlag af en visuel vurdering samt oplysninger om bevoksningens oprindelse, pasning og eventuel afkomsafprøvning, laver eksperterne en indstilling. Landbrugs- og Fiskeristyrelsen vurderer herefter indstillingen og udsteder en kåringsdeklaration, hvis vurderingen er positiv, Herefter bliver kåringen medtaget på kåringslisten, som er en del af bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale.

Kun velafgrænsede bevoksninger og frøplantager, som i kvalitet er bedre end det danske gennemsnit for den pågældende træart, kan godkendes og formålskåres. En kåret bevoksning eller frøplantage skal være betryggende isoleret mod bestøvning fra mindreværdige pollenkilder.

Kåring kan ske til formålene:  

  • Vedproduktion
  • Værn- og læplantningsformål
  • Juletræ- og klippegrøntsproduktion
  • Allé- og parkplantninger
  • Biomasseproduktion.

Såfremt en kåret bevoksning ændrer karakter eller findes mindreværdig i afkomstforsøg, kan kåringen annulleres. I kåringsdeklarationen kan der indføjes krav til hvilke områder i bevoksningen, der kan benyttes til frøindsamling, samt krav til vedligeholdelse af bevoksningen. Der kan ligeledes udstedes krav til nærtliggende vegetation.

Selvom en bevoksning er kåret til et specifikt formål, er der ingen begrænsninger i, hvad frø og planter må bruges til. Oplysningerne om formålet er kun en vejledning. Det er derfor vigtigt, at brugerne af formeringsmaterialet selv vurderer hvilke provenienser, der vil være bedst egnede til formålet med en plantning.

Kåringer i andre lande kan have andre formål.

Vedplanteproduktion, værn – og læplantningsformål

En kåring til vedproduktion indikerer, at afkom af bevoksningen eller frøplantagen forventes egnet til vedproduktion. Tilsvarende vil afkom af en bevoksning, som er kåret til værn- og læplantningsformål med en speciel klimatolerance, være egnet til skovbryn eller læhegn i områder med dette klima (fx Nord- og Vestjylland samt kystnære områder generelt).

Juletræ- og klippegrøntproduktion, allé- og parkplantninger

Bevoksninger, der kåres til juletræ- og klippegrøntproduktion samt til allé- og parkplantninger, kan være genetisk snævre, dvs. afkommet varierer ikke ret meget. Det betyder, at afkom af bevoksninger og frøplantager ikke er egnet til vedproduktion eller værn- og læplantningsformål, hvis de kun indeholder få kloner og dermed er genetisk snævre.

Bevoksninger i Danmark kan godkendes i en af følgende kategorier:

  • ”Udvalgt”
  • ”Kvalificeret”
  • ”Afprøvet”

I andre EU-medlemsstater kan der desuden indsamles frø fra ”lokalitetsbestemte” (source identified) bevoksninger og frøplantager, dvs., at der ikke er stillet særlige krav til bevoksningens egenskaber. Denne kategori er endnu ikke benyttet i Danmark. Certificeret formeringsmateriale fra  bevoksninger godkendt i andre EU-medlemsstater kan frit indføres til Danmark.

Hovedparten af de danske bevoksninger er kåret som ”'udvalgt”, dvs.at de består af mere end 50 modertræer, som alle er bedre end gennemsnittet. Desuden er der en række bevoksninger, som er kåret som ”afprøvede”, dvs. afkommet fra bevoksningen er dyrket sammen med afkom fra andre bevoksninger af samme art, og afkommets egenskaber er sammenlignet. Kun den bedste halvdel af bevoksninger kan blive kåret som ”afprøvet”.

Frøplantager kan tilsvarende kåres som ”kvalificeret” eller ”afprøvet”. En frøplantage kan bestå af udvalgte plustræer af samme art eller 2 forskellige arter i plantager til produktion af hybrider.

Ejeren af en bevoksning kan ansøge Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om at få bevoksningen godkendt og formålskåret, så frø fra bevoksningen kan markedsføres i henhold til reglerne om forstligt formeringsmateriale. 

Det er også muligt for ejeren af bevoksningen at overdrage ansvaret for kåringen til f.eks. en frøvirksomhed. I dette tilfælde skal overdragelsen dokumenteres over for Landbrugs- og Fiskeristyrelsen ved en underskrevet aftale mellem parterne.

Er der flere ejere af mindre dele af en samlet bevoksning, kåres bevoksningen i blokke, som svarer til ejerforholdene.

Kåringslisten er en liste over godkendt grundmateriale (bevoksninger, frøplantager og kloner) hvorfra høstet formeringsmateriale, kan markedsføres som forstligt formeringsmateriale. Listen publiceres af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale. Kåringslisten er desuden offentliggjort på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside.

Liste over kårede frøavlsbevoksninger

De vigtigste danske skovtræarter er omfattet af bestemmelserne om godkendelse og kåring. De er listet i bilag 2 til bekendtgørelse om forstligt formeringsmateriale. 

Frø af de arter, som er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2, del A, de såkaldte EU- og OECD-regulerede træarter, må kun handles, hvis de kommer fra kårede bevoksninger eller frøplantager. Der er i Danmark kårede bevoksninger af alle de almindelige skovtræarter. For formeringsmateriale af de såkaldte øvrige OECD-regulerede træarter, som fremgår af bilag 2, del B i bekendtgørelsen, er certificering frivillig, og de kan derfor handles uden at være certificerede. 

Danmark betragtes generelt som ét proveniensområde, hvis højde over havet ligger mellem 0 og 170 m.  

For visse arter er der dog defineret 2 proveniensregioner i Danmark, som f.eks. er gældende for stilkeg, Quercus robur, og vintereg, Quercus petraea.

Proveniensregion 1 omfatter hovedparten af Danmark, mens proveniensregion 2 er den vestligste del af landet, hvor skoven har en væsentlig læfunktion i kombination med en vis vedproduktion.

I andre EU-medlemsstater bruges begrebet proveniensregion på andre måder – f.eks. kan der lægges særligt vægt på højden over havet, på klimaet eller på andre forhold.

Ved anmeldelse af grundmateriale skal der i det relevante anmeldelsesskema for bevoksningen angives koordinater for bevoksningens nøjagtige beliggenhed.

Koordinaterne skal angives parvis og kommasepareret med minimum 5 decimaler og med koordinatsystemet ESPG:4326, som også hedder WGS84.

Koordinater angives ved en kombination af bredde- og længdegrader, og kan angives som intervaller, dvs. koordinaterne for bevoksningens eller frøplantagens sydvestligste punkt.

Alternativt  kan du angive koordinaterne for bevoksningens vestligste, østligste, nordligste og sydligste punkt.

Skemaerne er beskyttet mod redigering, så du kan klikke fra felt til felt. Hvis du har brug for at indsætte større tekstområder, f.eks. i bilag 1, kan du slå dokumentbeskyttelsen fra. Under fanen ’Gennemse’ vælger du ’Begræns redigering’ yderst til højre. Nederst til højre klikker du på ’ Stop beskyttelse’. Nu er det muligt at skrive og indklippe i flere felter på en gang. Du kan gøre skemaet klikbart igen ved samme sted yderst til højre at klikke på ja ’aktiver beskyttelse’ og trykke OK uden at tilføje en adgangskode.

Har du opdateringer til et kåret areal, f.eks. udtydning eller afdrift af delareal mm., skal disse oplyses til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen via blanketten:

Ændring af kåring

Afmeldelse af kåring

Kontakt

Planter & Biosikkerhed
Tlf: 72 18 56 00
Mail: Planterogbiosikkerhed-@lfst.dk